Forfatter: Lenny Andersen

  • Sløve Krok

    Nogen har bemærket at krok.dk har kørt abnormt langsomt i de sidste par dage. Det var en fejl i min firewall, som nu skulle være løst. Hvis I oplever at det stadig går meget langsomt så hiv lige fat i mig 🙂

    Ellers går det godt. Jeg er bare træt, så jeg vil tage mig en morfar lige nu.

  • Atter en gang en mærkedag.

    Så er det en mærkedag igen. Og hvilken en er det så denne gang?
    Jo ser du. I dag er det 40 år siden den første Citronmåne blev lavet. Og her bliver vandene nok delt, for hvorfor er det en mærke dag.
    For citronmånen er jo for nogen en omgang koncentreret ondskab manifesteret i 350 g kunstige sukkerstoffer og syntetiske farver. For andre er den gudespise og en uundværlig del af et hvert julemåltid, og for andre (og nok de fleste) en kage, der har fået status som kult, for hvordan kan en discountkage overleve så længe. En hurtig googlesøgning viser også at kagen og dens omtale lever i bedste velgående. 🙂

    Så tillykke til Citronmånen fra Dancake

    Jeg må dog sige at jeg er skuffet over at google ikke har valgt at markere denne mærkedag med en speciel forside, som de så tit har gjort. 🙂

  • Sikke noget rod

    Endnu en gang har jeg prøvet at være lidt kreativ i køkkenet, så her er en let opskrift på noget let og lækkert, der mætter godt og ikke fylder så meget i kalorieregnskabet. Det er vel det vi alle sammen gerne vil have. Det er noget så simpelt som ovnbagte rodfrugter.
    Du skal bare skrælle lidt kartofler, persillerod, gulerødder, rødbeder, champignon. (Du må selv vurdere hvor meget der skal bruges af hver. Her kan siges at jeg brugte 5 kartofler, 4 gulerødder, en rødbede, to persillerødder, og 10 champignon, og der var rigeligt til sanne og mig, plus der var lidt i overskud).
    Skære det hele i passende størrelser (skiver eller tern). I en bradepande med lidt vand til at dække bunden, lidt olivenolie og et drys timian.
    Så skal det i ovnen i 30 minutter ved 200°C.
    Så skal du finde noget passende kød til. Jeg har prøvet med kyllingebryst (stegt, krydret med salt, peber, timian og all-around krydderi).
    Sovs kan man jo godt lave til, men jeg synes det sagtens kan udelades.

    Jeg er faktisk ret overrasket over hvor godt det smager. Sanne gik så langt og sagde det var noget af det bedste mad vi har fået.

    Nu tog jeg lige hvad jeg kunne finde af rodfrugter, men der er sikkert meget andet man kan fylde i. Hvis du har nogle forslag til forbedringer så giv lyd fra dig 🙂

  • Jeg har gjort det igen igen

    For jeg ved ikke hvilken gang er jeg atter begyndt at løbe lidt igen.
    Der er flere forskellige grunde. Den helt klare er at jeg synes at jeg rør mig for lidt. Den anden er anden er at min plan om at tabe mig er stoppet omkring de 97 kg. Jeg er glad for at være under de 100 igen, men jeg ville jo gerne nå 95 kg inden jul. Og så er det jo generelt ikke nogen dårlig ide med lidt kondition.

    Jamen Lenny dog. Det lyder godt, men er det ikke lige som vi har hørt den sang før… Jow. Helt sikkert. Og jeg vil næsten garantere at sangen vil lyde igen på et andet tidspunkt. Men jeg er åbenbart ikke så god til det der med at holde mig selv i gang med at løbe / holde mig i form.

    For resten havde jeg Sanne med. Men Sanne bryder sig ikke om det der med at løbe. Og hver gang vi har været ude og cykle, så synes hun jeg cykler for hurtigt. Så hey. Hvis jeg nu løber og hun cykler. Så kan hun også få rørt sig lidt, og få noget frisk luft, og er der vel ingen chance for at jeg løber fra hende 🙂

    Det er vist en af de der win-win situationer. 🙂
    Så må vi se hvor lang tid jeg bliver ved med at løbe i denne omgang.
    Hvis der er nogen der har samme problem med ikke at kunne tage sig sammen til at løbe, så kan vi lave os en løbe klub ;-). Nu vil jeg liste i bad og komme ud og handle.

    Hygge hejsa

  • På arbejde igen

    Nu er jeg så på arbejde igen. Og det er faktisk rart. Er det ikke et godt tegn på at man er glad for sit arbejde? 🙂

    Sanne er begyndt på uni igen, og hun er vist også glad for at have noget at se til igen. Så alt i alt går det faktisk godt i Sorgenfri området.

    Dette var lige for at give lidt lyd fra mig så I ikke tror jeg er død eller noget! 😉

    Og nu; tilbage til arbejdet

  • Lige lidt ferie igen

    Nu har jeg sørme lige 14 dages ferie. Det er darjligt.
    Og hvad skal man så lave i 14 dage. Sanne og jeg har store planer om at vi skal have gjort noget ved haven.
    Vi har allerede været i gang her i weekenden, og vi har fået tyndet godt ud i Sorgenfri haven. Fået tyndet ud i diverse buskadser, fået skåret et dødt hyldebærtræ ned, fået revet fire bambus buske op og fået fældet et grantræ. Jojo. Der sker meget. Men den største opgave ligger stadig foran os. Festpladsen (der ved bålpladsen) skal have en ordentlig overhaling og så skal vi have anlagt bed til kartofler (vi skal være kartoffelavlere næste år (Jeg skifter eventuel navn til Oluf Sand)). Så jo… der er MEGET at se til endnu. Hvis der er nogen der trænger til at være havemenneske for en stund skal I være så hjertelige velkomne til at komme og give en hånd med 🙂

    Og det er ca hvad der sker i denne ende af internettet! 🙂

  • Endnu en milepæl!

    Jeg kan se at mine bestræbelser på at komme ned i vægt har båret frugt. Da jeg stod op på vægten her til morgen kunne jeg konstatere at jeg ikke er med i 0.1 tons klubben mere! Hurraaaaaaaay.
    Jeg startede ud med at veje 102, og nu står den på 99,9! Weeeeeee. Det drejer sig om 2.1 kg på ca 14 dage ved blot at spise lidt mindre og holde mig fra kagerne på kontoret. Okay, jeg har været et par gange på stepperen, men ikke nok til at det skulle betyde noget. Vi må se om udviklingen fortsætter. Jeg regner dog ikke med at vægttabet vil fortsætte på denne måde. (Det er vist noget med at vægttabet går hurtigst de første par uger, og så går det lidt langsommere. Men som sagt; vi ser hvordan det går.

    Min plan er at nå under 95 kg omkring juletid.

  • Opskrift på lækre boller

    I dag fik jeg en ustyrlig lyst til at bage. Men hvad pokker bager man når man helst skal holde den slanke linje. Traditionelle kager og boller synes jeg er udelukket, da det normalt er mængden af fedtstof og sukker i dejen der afgør kvaliteten. (jo mere jo bedre).
    Men hvad med en grahamsbolle… Det lyder da uskyldigt gør det ik? Det synes jeg så jeg gav mig i kast med at lave en portion bolledej.
    Opskriften følger her.

    Ingredienser:

    • 50 gram gær
    • 20 gram honning
    • 2 dl vand, lunkent
    • 1 dl kærnemælk
    • 2 dl minimælk
    • 20 gram fedtstof
    • 2 stk æg
    • 1 dl appelsinjuice
    • 350 gram Grahamsmel
    • 10 gram Lecithin Granulat
    • 1 tsk salt
    • 650 gram speltmel

    Sådan gør du:

    1. Rør gær, vand og honning sammen.
    2. Tilsæt mælk, kærnemælk, fedtstof, æg, appelsinjuice, salt, lecithin granulat og rør godt rundt
    3. Tilsæt Grahamsmel og spelt.
    4. Rør sammen til dejen har den rette konsistens, og stil den til hævning i 20-30 minutter (afdæk med viskestykke).
    5. Form bollerne, lad dem hæve i 10-15 minutter inden de kommer i ovnen. Pensel bollerne med vand,kaffe, eller æg (helst sidstnævnte).
    6. Bag bollerne ved 200 grader (varmluft) i ca 10-12 minutter.
    7. Spis til du skammer dig (det sker hurtigt, hvis du arbejder på at tabe dig 😉 )

    Da jeg lavede dejen, vejede jeg alle ingredienserne og fandt ud af energi indholdet. Det ledte mig frem til at hele portionen indeholder 4063kCal. Da jeg fik 29 boller kom hver grahamsbollerne til at indeholde ca 140 kCal pr bolle. Det er umiddelbart ikke særlig optimalt, da man jo hurtigt får spist 2-3-4 stykker hvis man er sulten eller hvis de faktisk smager godt.

    Her er lige et par tips til opskriften.

    • Tip 1: Jeg tror egentlig godt du kan skippe fedtstoffet. Du sparer 144 kCal (ca 5 kCal pr bolle).
    • Tip 2: I stedet for kærnemælk kan du bruge almindelig mælk. Jeg læste bare en gang et sted at når man bruger grahamsmel, så hjælper det maven med fordøjelsen at bruge kærnemælk.
    • Tip 3: Kan du ikke tåle mælk (havde selv det problem som dreng), så kan mælken erstattes af vand. Det giver en lidt anden konsistens, men slet ikke ringe. Og så sparer man også ca 220 kCal.
    • Tip 4: Lecithin granulat kan sagtens udelades. Det er et specielt fedtstof som i følge nogen har nærmest gudommelige egenskaber. Læs mere på WikiPedia
    • Tip 5: Appelsin juice kan faktisk også sagtens spares væk. Det er ca 40 kCal. Men det er med til at give bollen lidt smag og så giver det også bollen en lidt “svampet” konsistens.
    • Tip 6: Spelt er en meltype, der giver en bedre mæthedsfornemmelse. Lang teknisk forklaring kan du sikkert også finde på Wikipedia. Der er lidt her.
    • Tip 7: Hvis du kan lide bollen, men gerne vil prøve noget andet, kan du prøve at bruge andre meltyper. Jeg vil gerne høre fra dig hvis du finder på noget spændende.

    Da jeg skulle beregne hvor meget energi kunne jeg gøre det på to måder. Regne manuelt, eller lave et lille regneark, der klarede det for mig. Jeg valgte option nr to. Jeg har lagt det online lige her på krok.dk. Slå dig løs. http://krok.dk/kalorieregner.zip.
    Lige nu indeholder regnearket denne opskrift, men du kan selvfølgelig bare skrive din egen opskrifter ind 🙂
    Da jeg bruger OpenOffice er filen gemt i ods. Get used to it. OpenOffice kan gratis hentes på http://www.openoffice.org/. God fornøjelse med det hele.

    PS. Jeg tror jeg har tabt mig lidt. Da jeg var på vægten fra start vejede jeg 102, nu står den på 101,3! Om det er væsketab eller fedt tab ved jeg ikke, men det ser da ud til at gå den rigtige vej. 😀
    Og ja, jeg vejer mig om morgenen efter at have ladet vandet og inden jeg spiser morgenmad, jeg ved det godt 😉

  • Slut på festival

    Vi fik holdt festival, og den var yderst velbesøgt (da vi var flest var vi 22). Og der blev snakket, hygget, krokket (vi spillede krokket! 😉 ) podcasted, drukket øl, og bål var der også.
    Vi var meget glade for at folk havde tid og lyst til at kigge forbi 🙂

    Sanne og jeg vil endnu en gang sige tak for gaverne.

    Vi regner med at gentage successen næste år og jeg vil arbejde på at få meldt en dato ud så hurtigt som muligt, så folk kan notere ned i god tid.

  • Så er det nu! 😀

    Så er det i dag der er Minimalfestival. Husk det nu! 🙂

    Vi er ved at klar. Nu kan jeg høre den første ankomme. Vi ses 🙂