Holymoly! Det var vist det jeg tænkte da jeg en mørk og stormfuld aften kørte på den jyske motorvej og hørte P2, hvor de spillede en sang. Det er der vel ikke noget nyt i, men det var ikke en hvilken som helst sang skrevet af en hvilken som helst kunstner. Det var “Det var en lørdag aften” omskrevet af vores fantastiske danske digter og designer Poul Henningsen. Ja folk der siger Poul Hennings tænker sikkert først på nogle lamper der ser flotte ud og koster en mindre formue. Personligt tænker jeg på et par gamle sange med kontroversielle tekster. Deri blandt “Man binder os på mund og hånd” og “Jorden har vendt sig en omgang”. Tilsyneladende har han også skrevet en revysang om kvindens frigørelse. Den er fra 1953, så den er lige så gammel/ung som min mor er. Jeg kunne forestille mig at det var en revolutionerende sang den gang. Lige nu virker den mere sober, men jeg synes den er for fed. Netop det at den er skrevet på “Det var en lørdag aften”, synes jeg jo er super sejt, da originalen jo handler om kvinden der er blevet efterladt af en fyr, der er stukket af med en anden. Altså så er det hende der er ofret her. I PHs version er det ikke lige frem kvinden der er ofret, men i stedet for ‘det stærke køn’! 🙂
Det ene aspekt er at kvinden ikke vil være mandens pyntegenstand. Det andet aspekt er at den faktisk stadig er ret sigende om det samfund vi lever i, og er med til at understrege at der er nogen ting, der aldrig ændrer sig.
Her er teksten i hvertfald, så kan du jo selv vurdere hvad du synes om den tekst. Jeg kan godt lide andet vers især! 🙂
Det var en lørdag aften
du sad og vented mig
og sporvogn efter sporvogn
gled nattens mørke vej.
Men jeg kom ikke ad døren ind
og kyssede din mund
og jeg forsøded ikke blidt
din rare aftenstund.
Jeg gjorde det med vilje
jeg ville ruske op.
Jeg var jo dine tøfler,
jeg var din kaffekop,
en pude i din lune seng
et praktisk husgeråd.
Men jeg er også menneske
og derfor er jeg gået.
Dit slips er så diskret og
din jakke sidder smukt.
Din pibe, din barbersprit
har sin korrekte duft.
Du venter også jeg går klædt
som alle andre gør,
men de er ens fordi det er
det eneste de tør.
Du ønsker jeg skal mene
om kunst og politik,
hvad alle andre mener
er god og dannet skik.
Jeg går med håret som jeg vil.
Det ligger i mit blod.
Jeg mener det, jeg mener selv.
Jeg mener tværtimod.
Mon du har gået i regnvejr
langs ensomhedens rand
på øde villaveje,
mens håret drev af vand
og søgt dit eget solskinsvejr
på bunden af din sjæl.
Nej indeni dit jakkesæt
er ikk` engang du sel.
I mener alle sammen
det samme triste skidt.
Først læser I avisen
så er I lige vidt.
For bare det at tænke selv
Er ikke fint papir.
Man syns hvad alle andre syns,
og gentar hvad de sir.
Den fagre verden venter,
hvor alle tænker ens,
hvor ingen er
selvstændig
og ingen udtilbens.
Et ligegyldigt kedsomhedens
helved venter os,
hvor ingen gider tænke selv
og ingen gider slås.
Jeg kommer ikke mere,
Jeg glemmer hvor du bor.
Hvor kan man plukke roser,
hvor ingen roser bor.
Nu går jeg ud i ensomhed `n.
Måske jeg finder èn,
som elsker mig som den jeg er.
Måske jeg finder én.
Nu er det lørdag aften
igen engang min ven.
Jeg går ad andre veje,
og hvor jeg så går hen,
står der måske et stjernetegn
på håbets himmelhvælv.
Jeg tror, at lykken findes kun,
når man er helt sig selv.
I flere ÅR har jeg haft en tastefejl i teksten. I andet vers havde jeg skrevet huskeråd. Det skulle være husgeråd. Jeg beklager. Ud fra diverse google søgning, kan jeg konstatere at denne tastefejl har bredt sig til flere dele af nettet.