Kategori: Mit liv

Ting der rører sig i min verden og omegn

  • Så er det slut!

    Nu er det så uigenkaldeligt slut. Jeg er blevet Civil. Søværnet er en nu 8 år og fire måneder lang epoke i mit liv der nu er overstået.
    I går klokken 1500 ophørte min ansættelse for hendes majestæt dronningen, og jeg er nu ansat ved Stofa i Horsens.

    Det bliver spændende at se hvordan det kommer til at gå. Jeg glæder mig så meget til at komme til at prøve noget nyt. Nye faglige udfordringer. 😀

    Nu vil jeg smutte. Vi får besøg her senere på dagen og Sorgenfri ser lidt bombet ud. Det må man jo gøre noget ved. Kan I hygge jer 🙂

  • Hip hip Hurraaaaaaa

    Så er det igen tid til at sige tillykke. Jamen hvem skal der siges tillykke til?
    Joeh, hele to.
    Den første er min far, der har fødselsdag. (Vi er stort set på vej ud af døren).
    Den anden er ikke en fødselsdag, men alligevel noget der så dages lys for 4 år siden. Hvad mon det er? Jep jep jep. Det er bloggen krok.dk der fylder 4 år.

    194 indlæg (inkl dette) er det blevet til, og mange læsere har været et smut forbi. Det er dejligt at I vil kigge forbi en gang i mellem og læse ordene og tankerne fra krok. 🙂

    Jeg ville gerne have sagt en hel masse narcissistisk gejl her, men jeg har ikke tid. For som sagt så er vi på vej hjem til mine forældre til min fars fødselsdag.

    HIP HURRA DET MIN FØDSELSDAG…………..

  • Sygdom sux

    Jeg er træt af at være syg. Faktisk har jeg ikke været syg særlig længe, kun siden i går omkring spisetid.
    Jeg gik og var lidt snottet. Det var nok cykelturen til brugsen forleden, hvor jeg nok burde have haft en jakke på der gjorde udslaget. Fint fint, lidt snottet kan man godt lige overleve. Men mens jeg lavde aftensmad kunne jeg mærke noget. En fornemmelse af at min hud var ekstra sart, som jeg kun kan forbinde med at have en let feber. Efter en date på et minuts tid med et termometer (til munden) kunne jeg konstatere at min temperatur under min tunge var 37,9. Mistanken var hermed bekræftet. Jeg ved godt at 37,9 ikke er alverden feber, men jeg har normalt en lav kropstemperatur (35,5 -37 er mere normalt for mig), så jeg var faktisk lidt sløj. Og i løbet af aftenen blev jeg lidt mere sløj og begyndte at få ondt i hovedet. Æv æv æv. Så jeg gik i seng kl 2100, efter at have taget et kogende langt bad, så jeg lignede en kogt kommunistisk hummer, smuttede jeg under dynerne og sov så godt jeg kunne.

    I dag har jeg så brugt i sengen, i et forsøg på at sove sygdommen væk.Feberen forsvandt men jeg er stadig snottet! Og sidt på eftermiddagen meldte feberen sig så igen.

    Nu vil jeg så krybe under dynen og håbe på det her lort er overstået i morgen
    Med andre ord; jeg hader at være syg!
    *Atju*

  • Så tager vi cyklerne frem

    Vores (sanne og mig) projekt med at flytte sammen er kommet lidt videre siden sidst. Vi har fået hentet hendes cykel og hendes servante som hun har arvet fra sin farmor. Den står faktisk rigtig godt i Sorgenfri 🙂
    Og netop fordi vi nu begge har en cykel at komme rundt på besluttede vi at tage en lille tur på de tohjulede. Det blev til en tur i Brugsen hvor vi fik købt ind.

    Lige som en opdatering på posten “HAPS” kan jeg sige at Trille har hjembragt hele 4 muldvarper til os. Selvom det er synd for de små dyr, er jeg nu ret glad, for det vil sige at chancen for at min græsplæne ikke bliver smadret af muldvarpeskud til sommer øges!
    Gad vide om hun også gider at daske ud efter dræbersneglene.

  • Haps

    Jeg har i længere tid været plaget af muldvarper i min have. Jeg har aldrig fået taget mig sammen til at købe en fælde til at fange dem. Men nu har jeg fundet ud af at jeg allerede har et redskab til at fange dem med. Det hedder Trille. Trille er Sannes kat, der er ca 2 år gammel, og på en eller anden måde kan den finde ud af at fange de små muldvarper. På få dage har hun fanget hele to.

    Problemet er så bare at hun kun leger med dem. Det er godt nok i kattens natur, men vi synes det er lidt synd for de små bæster (også selvom det er et skadedyr), så vi må lokke Trille væk og så indfange muldvarpen og så lige slå den(muldvarpen) i hovedet med en sten.

    Hun har for resten også fanget mus. Vi ved ikke hvor mange hun har fanget i smug, men i hvertfald så har vi da fundet en død mus der lå klar til ofring foran hoveddøren.

    En god jager er hun da 🙂

  • Handy igen

    I dag har jeg atter en gang været handy. Jeg har været i gang med at isolere mit udehus som jeg nævnte i sidste indlæg. Jeg har sammen med min far været i Gantrup byggemarked og har købt 28 pakker isover isolering svarende til 153.44 m2. Så er det jo sådan set bare at få beklædt vægge og loftet i skuret, beklæde væggene med gips, drikke kaffe, få installeret noget el (har ringet til en elektriker), få sat en radiator op, sætte lofter op, sætte ny dør i skuret, og så er jeg jo sådan set færdig. Noget jeg regner med der kommer til at koste 10-15000 kroner endnu, og det kommer jo nok til at tage lidt tid at spare de penge sammen :-/

    Og til dem der har overvejet det, så HAR jeg brugt åndedrætsværn med mit arbejde med isoleringen 😉

    Lige nu sidder jeg og spiser hjemmebagt rugbørd med kartofler. Det er god frokost! 🙂

  • Handymanden Krok plus lidt andet

    For leden var Sanne og jeg en tur i Ikea. Da vi tog derfra var vi blevet ca 2700 kroner fattigere, men to kommoder, noget sengetøj, en hylde til badeværelset og en toiletbørste rigere.

    Og hvorfor? Jo Sanne og jeg har valgt at flytte sammen. Nogen vil måske mene at det var tidligt, men noget der plager os begge er at have et halvt hjem to steder med en indbyrdes afstand på 40 km. Det er noget rod. Det er der vel flere i forhold der kender til. Vi tager sammenflytningen sådan lidt løbende over de næste par måneder, for at det ikke skal stresse for meget op i forhold til Sannes skole og mit nye job.

    Men tilbage til sagen om Ikea og de to kommoder. Det er to i typen MALM. De skal bruges som klædekommoder. (Dem der har været i sorgenfri ved at det vil knibe med pladsen til to klædeskabe). Så dem har jeg været i gang med at samle. Og det var faktisk superlet. Well, det plejer det at være, men jeg føler nu altid lidt som en stolt handymand når jeg har fuldført manualen fra Ikea. 🙂

    Nu mangler jeg så bare at få færdig isoleret mit udeskur og bygget det færdigt, så vi kan få plads til at opbevare alle de ting vi ikke skal bruge/ikke har plads til, men som vi ikke vil smide ud.

    Nu vil jeg gå i seng. I morgen er det 2. sidste dag for arbejdet. Den kommer til at gå med at køre en tur til Frederikshavn og aflevere min udrustning og få et stempel på at jeg ikke har taget skade af at være i Søværnet i 8 år (det kan jo så nok diskuteres).

  • Pølsehornshelvede

    I går lavede jeg KrokCast 29 hvor jeg producerede en stak pølsehorn. Jeg læste opskriften op, men til dem der ikke lige kan finde ud af at aflytte opskriften, er her en skriftlig opskrift. Krok.dk public service præsenterer:

    Pølsehorn (Ca 30 stk)

    Ingredienser

    • 50 gram Gær
    • 50 gram Sukker
    • 70 gram Fedtstof
    • 2 Æg
    • 2 dl Vand
    • 2 dl Mælk
    • 2 tsk Salt
    • 10 dl Hvedemel
    • 15 Pølser
    • 1 Æg til pensling

    Fremgangsmåde

    1. Gær, Vand og sukker røres sammen i en skål.
    2. Tilsæt mælk, to æg og salt. Smelt fedtstof og tilsæt dette.
    3. Rør blandingen godt sammen.
    4. Under omrøring tilsættes mel lidt ad gangen indtil dejen har den ønskede konsistens.
    5. Stil dejen til hævning i 20-30 minutter
    6. Skær pølserne over på midsten. Svøb pølserne ind i dej.
    7. Lad pølsehornene hæve 10-15 minutter.
    8. Inden de kommer i ovnen pensles de med det 3. æg
    9. Bages ved 200 grader i 12-15 minutter

    Velbekomme

    PS. Hvis der er overskydende dej, kan man bruge det til nogle lækre boller 🙂

  • øl er nu bare godt

    I dag oprandt dagen hvor der skulle smages på det hjemmebryggede øl.
    Jeg finder flasken frem fra sit skjul hvor den har stået mørkt og godt de sidste tre uger. Da jeg åbner den giver det den klassiske tsch lyd som det nu gør når man åbner en flaske øl. Min første tanke var at det var en svagere lyd end jeg regnede med. Nå, som et godt gammel mundheld siger: “Du skal ikke skue øllet på åbningslyden”. Jeg hælder et glas op. Nøj hvor er den flot. brusende, let skum på toppen, og en meget dyb rød nærmest brun farve. Jeg beundrer den lidt. Dufter lidt til den… MUUUUUMS den dufter godt.
    Jeg smager på den. gosh…. hvad skal jeg sige… Den smager rigtig godt. Den er ikke så sød som jeg havde regnet med og humle smagen træder ikke særlig meget i karakter.
    Jeg vil sige at min debut som ølbrygger vil jeg kalde en success.
    Og så lige et billede af den stolte brygger med sit “barn” 😀
    Mig med en øl

  • Jubii-yay

    Her hvor jeg sidder i SOK har jeg en kollega der i sidste uge havde været her i 30 år. I fredags var der en der havde været her i 25 år, og for et par måneder siden var der også en der havde 25 års jubilæum.
    Det er gået op for mig at jeg nok ikke når at holde hverken 25 eller 30 års jubilæum her i SOK, da jeg kun er 26 og kun har en uges tid tilbage her inden jeg skal på ferie, for derefter at starte på et andet arbejde.
    Jamen hvad skal jeg dog gøre. Jo ser du. I går var det 3 måneder siden jeg startede i SOK. Jamen hvorfor ikke et 3 måneders jubilæum?!?! 😀

    Det blev i dag fejret (en dag for sent) med hjemmebagte boller og kaffe til morgenbordet ved Senderstation Frederikshøj (SOK).

    På næste tirsdag bliver jeg nok nødt til at have noget hjemmebag i form af noget kage eller andet godt med på arbejde, da jeg har sidste dag på arbejde.

    Nå. Tilbage til arbejdet. Jeg sidder og nørkler med en Windows computer, der er hårdt ramt af fænomentet spyware og andet sygt.