Blog

Ja, så skete det. Jeg er blevet udsendt korrespondent for min egen weblog. I denne omgang er jeg blevet udsendt til Island, nærmere bestemt Reykjavik for at se nærmere på cafemiljøet og ikke mindst kaffen på Vulkanøen i Nordatlanten.
Jeg har fundet mig en hyggelig cafe ved navn Cafe Paris.
Da jeg træder ind af døren får jeg cafestemningen lige i hovedet. Spredte små runde borde med et fyrfadslys, og et let menukort. Og så med et let dæmpet lys, med lav musik. Lige som det skal være.
Baren er også typisk cafe-agtig, så alt er faktisk super godt der. En ting falder mig dog i øjnene, og det er at der stadig er julepynt oppe, selvom vi skriver den 6. Januar. Men det er tilsyneladende hele reykjavik, der har overset at julen er forbi, eller også er det bare en islandsk tradition med at lade det fine lys hænge i lang tid efter julen er forbi. Hvad ved jeg.
Men tilbage til sagen. Jeg finder mig en plads ved et ledigt bord, og der går ikke længe før en ung servitrice med et charmerende smil kommer og spørger om et eller andet på islandsk. Jeg gik udfra at hun spurgte hvad jeg skulle have, så jeg skyndte mig at sige ”One cup of coffee, Black please”. Mine tidligere rejser til Island har lært mig at der overordnet findes 4 typer på island. Dem der kan snakke dansk, dem der ikke kan, dem der kan og bliver fornærmede hvis man som dansker tror de ikke kan, og dem der ikke kan og som bliver fornærmede hvis man som dansker tror de kan. Heldigvis er servitricen en af de to første typer. Jeg fandt ikke ud af om hun faktisk kunne dansk, men hun blev da ikke fornærmet, da jeg snakkede engelsk, der TYDELIGT bærer præg af at jeg er dansker.
Da jeg får min kaffe bliver jeg glædelig overrasket. Det viser sig at jeg ikke får en kop kaffe, men en kande kaffe. Tilmed stempel! Jeg nærlæser menukortet mens jeg hælder den første kop kaffe op, og ser at en kande koster 250 kr. Man skal dog ikke lade sig skræmme at beløbet, da 250 islandske kroner i skrivende stund svarer til 22.38 danske kr.
Mens jeg sidder og nyder min kaffe finder jeg min medbragte iBook frem for at skrive netop denne artikel. Til min endnu større glæde finder jeg ud af at der er trådløst internet på cafeen. Ved nærmere research har jeg fundet ud af at der er mange steder i Reykjavik hvor man kan benytte trådløst internet på cafeerne, bare man køber et eller andet.
Nå, nu til smagningen af kaffen. Mit første indtryk af kaffen er at den smager rigtig godt. Dog må jeg sige at den gode smag forsvinder lidt for hurtigt. Godt nok får kaffe en træls smag når det bliver koldt, men det her fik den trælse smag lidt for hurtigt.
Så er der et andet minus. Det er at cafeen har nogle store åbne vinduer. Det betyder at man kan se alle der går forbi, men omvendt kan alle forbipasserende se at man sidder og drikker kaffe. Ikke altid det man ønsker. Tilmed er det ikke termoruder, så det betyder at jeg faktisk sidder og småfryser. Heller ikke optimalt. Men så var det også hvad jeg lige kunne finde at sætte fingre på.
Overall vil jeg mene at denne cafe fortjener 3 ? stjerner. Jeg ville gerne have givet den 4 hvis de havde haft Termo ruder. Men når man ser bort fra dette, så var det faktisk en yderst behagelig oplevelse at nyde sin kaffe på Cafe Paris, og jeg kan kun anbefale den, hvis du skulle komme til Reykjavik en dag.

Tiden oprandt at man skulle ud og sejle igen. En af de ting man må give delvist afkald på når man er ude og sejle er den gode kaffe. Kaffen ombord på skibet synes ikke at smage så godt som den kunne. Måske fordi det er et andet kaffemærke end man er vant til, måske fordi vandet man bruger har en underlig smag af at have ligget og skvulpet rundt i en tank et stykke tid, eller måske er det simpelthen bare fordi kaffen jo som bekendt bare smager bedre hjemme.
Men det er der en løsning for. Man kan jo prøve at gøre det hele lidt mere hyggeligt og hjemligt, man kunne skifte kaffen ud med den sædvanlige, og man kunne skifte vandet fra tanken ud med frisk vand. På vores sejltur var vi fire stykker, der gik sammen om at skabe de bedste betingelser for en god kop kaffe.
Den hjemlige hygge fik vi delvist frembragt i skibets kontrolrum. Med den hyggelige, lidt dæmpede belysning, noget hyggelig baggrundsmusik og med et lille akvarium med et par fisk i, ja, så var det vist det bedste ’hjemme’ vi kunne lave uden at faktisk være hjemme.
Skibets standart kaffe er noget Merrild af en art, men ikke min fortrukne ’103 Mellemristet’ og jeg synes den havde en træls smag af et eller andet jeg ikke lige kan sætte navn på. Men hjemmefra havde vi jo medbragt to pund Cafe Noir hele bønner, lige til at putte i kaffemøllen og så i stempelkanden. Så vidt, så godt. Nu manglede vi bare det friske vand.
Og her kommer vi til det der får kaffen til at adskille sig fra almindelig kaffe. Nemlig at vi her anvendte havvand. Altså på en måde. Ombord har vi et anlæg, hvis fornemste (og eneste) opgave er at udvinde havvand til drikkevand udfra princippet ”Reverse Osmosis”.
Du kan sikkert google dig frem til en teknisk forklaring på hvad dette begreb dækker over, jeg ved ikke så meget om det. Jeg ved bare at hvis vandet bliver tappet direkte fra anlægget, før det kommer i tanken, smager det tæt på ’af ingenting’.
Så ned på dæk 3, for at tappe vand nok til at brygge en kande kaffe til fire personer. Dette lyder måske ganske simpelt, men kræver dog en mængde tålmodighed, da tapningen forgår med ca. 2 -3 dl/min., så det tager alligevel et par minutter at tappe nok. Jeg vil så mene at tålmodighed er en del af kærlighed, og da kaffe er ”all about love”, ja så må det da give kaffen et ekstra point.
Tilbage i kontrolrummet og få sat vandet i kog. Mens dette blev gjort, fik vi malet bønnerne. 12 sekunder i møllen. Vandet kom i kog, og elkedlen slukkede. Lækkert, lige lade det køle lidt ned, så det er ca. 96 grader når det hældes over bønnerne. Efter at have stået og trukket i ca. 4 minutter var vi klar. Stemplet blev presset i bund, og vi var nu klar til at nyde ”En kop havkaffe”.
Smagen var god. Den var faktisk overraskende god. Ikke nogen fæl bismag som alt det andet skibskaffe. Så 4 stjerner til smagen.
Da kaffen blev nydt i godt selskab var det med til at trække helhedsindtrykket af kaffen op på et højere niveau.

Sammenlagt må kaffen få 4 1/2 stjerner. Det må siges at være tæt på topkarakter. 5 kan jeg ikke give den, da det vil betyde at den ville være på højde med ”Sorgenfri kaffe”, og det kan jeg dog ikke sige at den er, men tæt på.