Krok.dk

Tag: Kaffe

  • Kaffe koncept

    Jeg var lige et smut i Århus jeg skulle finde mig en hat. Ikke bare en hvilken somhelst hat. Sådan en boggart hat. Fandt mig også en, men dette er vel egentlig sagen uvedkommende. Men jeg går altså ned af strøget i Århus, da jeg kommer til Clemens bro (Der hvor strøget krydser Århus åen) får jeg lyst til en kop kaffe, og skynder mig at se mig om efter et sted man kan få noget (kaffe!). Jeg får øje på en Baresso. Aha, tænker jeg, nu skyder disse kaffebare jo op over hele landet, lad os da bare se om de kan bruges til noget. Jeg kommer nærmere, og det ser da egentlig meget hyggeligt ud. Da jeg træder ind af døren tænker jeg; “jeg er gået forkert”. Men ca 12 millisekunder efter må jeg er kende at det er det rigtige sted jeg er havnet. Der står da i hvertfald Baresso overalt. Men det ligner jo ikke en kaffebar. Det ligner da mere en grillbar eller noget. Og der er mange mennesker. Der plejer da ikke at være så mange mennesker på en cafebar. Nå, lige meget, jeg stiller mig i kø for at bestille mig en kop kaffe. Mens jeg står og venter bliver jeg bevist om at der er en harsk lugt af et eller andet. Ved ikke hvad, og jeg fandt aldrig ud af hvad det var. Men ikke noget jeg synes godt om. Nå, køen svinder og pludselig er det min tur til at bestille. Jeg bliver betjent af en meget køn servitrice, og jeg tager det sædvanelige, en kop sort kaffe. Et kort øjeblik ser det ud som om hun lige skal komme i tanke om hvad ‘en sort kaffe’ er for noget. De sælger vel mest af det der eksotiske kaffe. “Stor eller lille”, spørger hun med et smil. “Bare en lille”. “Skal du have mælk og sukker i kaffen”? “Nejtak”, “Skal du have et stykke kage til”? “Nejtak”, svarer jeg igen så høfligt jeg kan, mens jeg tænker at hun arbejder det forkerte sted. Hun ville begå sig meget bedre på en McD. “Det bliver så 16 kr”. Jeg betaler med dankort og går videre til hvor man får udleveret sin kaffe… Mens jeg står og venter bliver jeg enig med mig selv om at dette her MÅ være kaffebarenes svar på en grillbar. Folk står også henne ved vinduet, som en anden pølsevogn, og drikker deres kaffe. Eller de halvt står og halvt sidder, på nogle underlige stole. Noget der minder om barstole. Der er kun en sofa der giver den normale hygge der er på et normalt kaffested, og den var optaget. Til min lettelse ser jeg et skilt hvor der står at der er flere siddepladser nedenunder. Så da jeg får min kaffekop, der for resten er ret lille til prisen, skynder jeg mig nedenunder… ahhh lidt bedre. Her kan man sidde ordentlig ned.
    Men alligevel sidder man ikke så godt. Det er nogle hårde træstole, og de har en form de gør at man ikke sidder godt på dem. Så indtilvidere synes jeg faktisk ikke det ser godt ud for baresso, for det lugter ikke godt, de stiller flere spørgsmål en politiker i opositionen (uanset fløj), prisen er forholdsvis høj, og man sidder ikke godt. Jeg måtte virkelig tage mig i nakken for ikke at lade alle disse indtryk gå ud over min holdning til kaffen. Da jeg smager på kaffen må jeg erkende at den faktisk er god. Også bedre end gennemsnittet. Mens jeg sidder der og nyder den gode kaffe kommer jeg til at se på de store ruder. Lige som i Reykavik begynder man at føle sig udstillet. Heldigvis sidder jeg en etage under gadehøjde, så jeg er ikke så udsat som folk der sidder oppe oven på.
    Men jeg synes der mangler noget. Måske var det musiken. Der plejer at være musik sådan et sted. Og det er først nu, 1/3 gennem kaffen, at det går op for mig at der faktisk ER musik som baggrundsstøj. Så er det ikke det der mangler. Tilsidst indser jeg at det er ikke fordi der mangler noget, jeg kan simpelthen ikke slappe af. Der er bare ikke lige hvad der skal til for at ‘komme i kaffehumør’. Så jeg drikker kaffen færdig, går min vej, og siger til mig selv at det var første og sidste gang jeg var på en Baresso. Ihvertfald for at NYDE en kop kaffe. Jeg kan sikkert godt lokkes til det, hvis jeg bare skal have en kop kaffe, for som nævnt, så smagte den jo faktisk ret godt. En ting jeg dog slet ikke brød mig om ved stedet var at det lignede at man havde gjort kaffen til et koncept, på samme måde man gør med McD. Jeg kan overleve at man gør en papburger til et koncept og tilsætter lidt pomes frites. MEN KAFFE. Ej, det kan jeg ikke lide. Noget der helt klart trækker ned i mine øjne.
    Men til en vurdering og karakter. Jeg har gået og tænkt meget over hvor mange stjerner kaffen skal have. Jeg synes der er så mange ting der trækker ned i karakter, men der er kun selve smagen af kaffen, der trækker op. Så jeg tror altså kun det kan blive til 2 stjerner. Beklager. Hvis der havde været bedre stole var den sikkert kommet op på 2 1/2 – 3 stykker. Måske er jeg lige hård nok, men det er det med konceptet, der går mig på.

  • Islandsk Kaffe

    Ja, så skete det. Jeg er blevet udsendt korrespondent for min egen weblog. I denne omgang er jeg blevet udsendt til Island, nærmere bestemt Reykjavik for at se nærmere på cafemiljøet og ikke mindst kaffen på Vulkanøen i Nordatlanten.
    Jeg har fundet mig en hyggelig cafe ved navn Cafe Paris.
    Da jeg træder ind af døren får jeg cafestemningen lige i hovedet. Spredte små runde borde med et fyrfadslys, og et let menukort. Og så med et let dæmpet lys, med lav musik. Lige som det skal være.
    Baren er også typisk cafe-agtig, så alt er faktisk super godt der. En ting falder mig dog i øjnene, og det er at der stadig er julepynt oppe, selvom vi skriver den 6. Januar. Men det er tilsyneladende hele reykjavik, der har overset at julen er forbi, eller også er det bare en islandsk tradition med at lade det fine lys hænge i lang tid efter julen er forbi. Hvad ved jeg.
    Men tilbage til sagen. Jeg finder mig en plads ved et ledigt bord, og der går ikke længe før en ung servitrice med et charmerende smil kommer og spørger om et eller andet på islandsk. Jeg gik udfra at hun spurgte hvad jeg skulle have, så jeg skyndte mig at sige ”One cup of coffee, Black please”. Mine tidligere rejser til Island har lært mig at der overordnet findes 4 typer på island. Dem der kan snakke dansk, dem der ikke kan, dem der kan og bliver fornærmede hvis man som dansker tror de ikke kan, og dem der ikke kan og som bliver fornærmede hvis man som dansker tror de kan. Heldigvis er servitricen en af de to første typer. Jeg fandt ikke ud af om hun faktisk kunne dansk, men hun blev da ikke fornærmet, da jeg snakkede engelsk, der TYDELIGT bærer præg af at jeg er dansker.
    Da jeg får min kaffe bliver jeg glædelig overrasket. Det viser sig at jeg ikke får en kop kaffe, men en kande kaffe. Tilmed stempel! Jeg nærlæser menukortet mens jeg hælder den første kop kaffe op, og ser at en kande koster 250 kr. Man skal dog ikke lade sig skræmme at beløbet, da 250 islandske kroner i skrivende stund svarer til 22.38 danske kr.
    Mens jeg sidder og nyder min kaffe finder jeg min medbragte iBook frem for at skrive netop denne artikel. Til min endnu større glæde finder jeg ud af at der er trådløst internet på cafeen. Ved nærmere research har jeg fundet ud af at der er mange steder i Reykjavik hvor man kan benytte trådløst internet på cafeerne, bare man køber et eller andet.
    Nå, nu til smagningen af kaffen. Mit første indtryk af kaffen er at den smager rigtig godt. Dog må jeg sige at den gode smag forsvinder lidt for hurtigt. Godt nok får kaffe en træls smag når det bliver koldt, men det her fik den trælse smag lidt for hurtigt.
    Så er der et andet minus. Det er at cafeen har nogle store åbne vinduer. Det betyder at man kan se alle der går forbi, men omvendt kan alle forbipasserende se at man sidder og drikker kaffe. Ikke altid det man ønsker. Tilmed er det ikke termoruder, så det betyder at jeg faktisk sidder og småfryser. Heller ikke optimalt. Men så var det også hvad jeg lige kunne finde at sætte fingre på.
    Overall vil jeg mene at denne cafe fortjener 3 ? stjerner. Jeg ville gerne have givet den 4 hvis de havde haft Termo ruder. Men når man ser bort fra dette, så var det faktisk en yderst behagelig oplevelse at nyde sin kaffe på Cafe Paris, og jeg kan kun anbefale den, hvis du skulle komme til Reykjavik en dag.

  • Kaffe og Havvand

    Tiden oprandt at man skulle ud og sejle igen. En af de ting man må give delvist afkald på når man er ude og sejle er den gode kaffe. Kaffen ombord på skibet synes ikke at smage så godt som den kunne. Måske fordi det er et andet kaffemærke end man er vant til, måske fordi vandet man bruger har en underlig smag af at have ligget og skvulpet rundt i en tank et stykke tid, eller måske er det simpelthen bare fordi kaffen jo som bekendt bare smager bedre hjemme.
    Men det er der en løsning for. Man kan jo prøve at gøre det hele lidt mere hyggeligt og hjemligt, man kunne skifte kaffen ud med den sædvanlige, og man kunne skifte vandet fra tanken ud med frisk vand. På vores sejltur var vi fire stykker, der gik sammen om at skabe de bedste betingelser for en god kop kaffe.
    Den hjemlige hygge fik vi delvist frembragt i skibets kontrolrum. Med den hyggelige, lidt dæmpede belysning, noget hyggelig baggrundsmusik og med et lille akvarium med et par fisk i, ja, så var det vist det bedste ’hjemme’ vi kunne lave uden at faktisk være hjemme.
    Skibets standart kaffe er noget Merrild af en art, men ikke min fortrukne ’103 Mellemristet’ og jeg synes den havde en træls smag af et eller andet jeg ikke lige kan sætte navn på. Men hjemmefra havde vi jo medbragt to pund Cafe Noir hele bønner, lige til at putte i kaffemøllen og så i stempelkanden. Så vidt, så godt. Nu manglede vi bare det friske vand.
    Og her kommer vi til det der får kaffen til at adskille sig fra almindelig kaffe. Nemlig at vi her anvendte havvand. Altså på en måde. Ombord har vi et anlæg, hvis fornemste (og eneste) opgave er at udvinde havvand til drikkevand udfra princippet ”Reverse Osmosis”.
    Du kan sikkert google dig frem til en teknisk forklaring på hvad dette begreb dækker over, jeg ved ikke så meget om det. Jeg ved bare at hvis vandet bliver tappet direkte fra anlægget, før det kommer i tanken, smager det tæt på ’af ingenting’.
    Så ned på dæk 3, for at tappe vand nok til at brygge en kande kaffe til fire personer. Dette lyder måske ganske simpelt, men kræver dog en mængde tålmodighed, da tapningen forgår med ca. 2 -3 dl/min., så det tager alligevel et par minutter at tappe nok. Jeg vil så mene at tålmodighed er en del af kærlighed, og da kaffe er ”all about love”, ja så må det da give kaffen et ekstra point.
    Tilbage i kontrolrummet og få sat vandet i kog. Mens dette blev gjort, fik vi malet bønnerne. 12 sekunder i møllen. Vandet kom i kog, og elkedlen slukkede. Lækkert, lige lade det køle lidt ned, så det er ca. 96 grader når det hældes over bønnerne. Efter at have stået og trukket i ca. 4 minutter var vi klar. Stemplet blev presset i bund, og vi var nu klar til at nyde ”En kop havkaffe”.
    Smagen var god. Den var faktisk overraskende god. Ikke nogen fæl bismag som alt det andet skibskaffe. Så 4 stjerner til smagen.
    Da kaffen blev nydt i godt selskab var det med til at trække helhedsindtrykket af kaffen op på et højere niveau.

    Sammenlagt må kaffen få 4 1/2 stjerner. Det må siges at være tæt på topkarakter. 5 kan jeg ikke give den, da det vil betyde at den ville være på højde med ”Sorgenfri kaffe”, og det kan jeg dog ikke sige at den er, men tæt på.

  • Drive-in Coffee

    Allerede da jeg luftede tanken om at skrive om kaffe, efterspurgte Geno en anmeldelse af kaffen fra McDonnalds. Og her er den så.
    På vej til Videoaften i MacØstjylland listede en eller anden uforklarlig fornemmelse over mig da jeg så det store gule ‘M’ ved motorvejen. Jeg følte trang til at synde! Jeg undlod at dreje ned på motorvejen, men fortsatte ligeud, direkte imod en kaloriebombe af en eller anden art. Da jeg kom helt tæt på og fik den sædvanelige venlige velkomst (Velkommen til McDonnalds, kan jeg tage i mod din bestilling), greb panikken mig…. Jeg havde ikke tænkt over hvad jeg skal have.. Så jeg svarer fibrilsk: “Jeg skal have en Hamburger”… Den rare metaliske stemme i højtaleren spurgte som sædvanelig om der ellers var andet. Og i et spontant sekund fik jeg sagt Kaffe. Som sædvanelig var der flere spørgsmål på vej… Størrelsen på kaffen. Jeg valgte en lille.
    Her stopper jeg så så lige op for lige at beskrive omgivelserne. Som bekendt har det jo stor betydning for helhedsindtrykket af kaffen. Der er ikke så meget at sige. Jeg sidder i min gamle trofaste Volvo. Den er såmænd hyggelig nok. Ved godt at det er en gammel skrammelkasse (årgang 1984), men fordi den er så gammel, synes jeg den har en del personlighed. Vel på det nærmeste mit andet hjem, bare lidt mindre, og knap så bekvemt.
    Da jeg så kom hen til betallings vinduet måtte jeg slippe 14 kr. 8 Kr for burgeren og 6 for kaffen. Så prisen var vel egentlig ikke til at klage over.
    Frem til næste vindue og få udleveret de bestilte varer. Som sædvanelig overdriver McD fuldstændig med emballage, og hele bilen bliver fyldt op med affald. Øv øv. Koppen har et låg på som er RØV irriterende. Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på et afsnit af South Park hvor vietnamveteranen Jimbo siger: “I’m sick and tired of those little flaps on coffee lids, if you don’t want to spill your coffee then you shouldn’t be driving with it”. Da jeg indser at jeg ikke vil drikke kaffen med låg på, er jeg kommet på motorvejen, og jeg kan her med sige at det nærmest er en fysisk umulighed at køre og tage låget af samtidig uden at kaffen skvulper over. Så jeg bliver nødt til at drikke kaffen med låg på. Ihvertfald den første halvdel af kaffen.
    Min første tanke da jeg fik det første sip i munden var: “AV min tunge, fuck den er varm” (altså kaffen er varm, ikke min tunge ;-)). Smagen kom først ved anden mundfuld. Det smagte af…. Ja, ikke god kaffe. Ikke noget spor af følelse for kaffen overhovedet. Som jeg før har nævnt: Kaffe uden følelse, er som sex uden følelse, det kan godt være at det det umiddelbart føles godt, men alligevel er det ikke rigtigt. Øv øv øv.
    Der er dog et særpræg ved kaffen, som jeg ikke har set ved andre typer kaffe. Nemlig at kaffen har samme sære eftersmag som alle andre ting fra McD. Weird!
    Ialt giver jeg kaffen halvanden stjerne. En halv for prisen, en halv fordi den var varm, og en halv fordi det faktisk lignede kaffe.

    Og husk: En ven i nøden er en ven med kaffe!

  • Sorgenfri Kaffe

    Ja, nu har jeg jo skrevet om kaffe hos mor og far, og kaffe på Fisketorvet. Men hvorfor har jeg ikke beskrevet det bedste sted at få en kop. Måske fordi jeg ikke ser det som et serveringssted for kaffe, men der imod ser jeg det som mit hjem.

    Hvis man læser mine indlæg i denne blog igennem, vil man nok lægge mærke til at jeg ligger meget i ordet ‘hjem’. Det skyldes at jeg jo bruger halvdelen af mit liv flere tusinde kilometer hjemmefra i form af mit arbejde i Søværnet. Dette har fået mig til at forstå værdien i at have hvad man kan kalde ‘et hjem’.

    Hvorom alting er, så synes jeg da det vil være på sin plads at beskrive oplevelsen af en kop kaffe lavet, i mit verdenbillede, det bedste sted på jorden, kun med henblik på at tilfredsstille mit (og min krops) behov for kofein, nemlig Sorgenfri – Mit hjem.

    Omgivelserne bliver jo næppe mere hejmmelige for mig. Stemningen på stedet er god, stille og rolig. Jeg sidder i min stue, men jeg hører ‘Svantes lykkeligste dag’ endnu en gang. Denne sang har måske en bestemt betydning for folk, og for mig er den en sang der minder mig om hvor herligt livet er til tider. Så det kunne ikke blive bedre. (Læs mere om mit forhold til denne sang i indlæget ‘Rørende smuk musik’ fra den 6. Maj 2004. Indretningen er måske ikke helt som jeg kunne ønske det. Væggene er lidt tomme, da jeg ikke lige har fået hængt noget op endnu. (arbejder på det). Og så har jeg to reoler jeg købte længe før jeg investerede i Sorgenfri. De er da meget praktiske, men for pokker hvor de dog falder uden for den stil jeg har i mit hus. Alene det at de er hvide. Ja, du må selv komme forbi og dømme, jeg arbejder også på at få dem smidt ud! Så omgivelserne kan kun give 4 stjerner.

    Selve kaffen er derimod helt i top. Den er brygget på min kaffemaskine, og jeg har lagt al den følelse og kærlighed i jeg kunne, uden at jeg begyndte at græde. Mærket er min helt klart fortrukne Merrild 103. Jeg er dog også meget glad for Cafe Noir og der ligger da også en pose i skabet, men jeg synes ikke jeg ville åbne den. Det må vente til den pose der er i kaffedåsen er drukket. Nogen vil sikkert mene at man ikke kan drikke en pose kaffe. Man kan brygge kaffe ud af en pose kaffebønner, og så drikke resultatet af det. Men til dem der tænker sådan. Få jer noget andet at gå op i, i stedet for at bruge tiden på ordkløveri ;-).

    Kaffen smager fantastisk, lidt stærkere end normal kaffe, præcis som jeg nu en gang elsker den. Musikken er nu skiftet til temaet fra Matador. Endnu et stykke godt musik, der er med til at bringe oplevelsen af kaffen op på et højere plan. Det briger minder frem, der for mig, på trods af min forholds lave alder på 23 år, virker som en evighed siden. Gode minder, de knap så gode minder. Lidt nostalgisk måske. Fantastisk hvad man kan få ud af at drikke en kop kaffe.

    For lige at vende tilbage til de lidt mere jordnær facts omkring kaffen så kan jeg sige at den havde den perfekte smag, den perfekte temperatur, den rette duft. Alt var så godt som det kunne blive. Temperaturen på kaffen faldt i takt med standen i koppen, og det gav smagen af hvad kold kaffe nu en gang smager af.

    Men i takt med at standen i koppen faldt, blev jeg mere og mere bevidst om at dette her må være den bedste kop kaffe jeg nogensinde har fået, i de 7 år jeg har været kaffenyder. Så derfor kan jeg kun give denne kaffe top karakter.

    Så 5 stjerner til ‘Cafe Sorgenfri’. Mere er der vist ikke at sige til det.

    Hvis du er nået så langt som hertil, vil du sikkert have forståelse for hvorfor jeg er blandt dem der ikke mener at ‘Kaffe bare er kaffe’.

  • Kaffe og fisk?

    Lørdag. Jeg var strandet i København, så jeg tænkte ved mig selv at en kop kaffe nok ikke var en dum ide. Ikke fordi jeg tænkte at jeg måtte ud og have en kop kaffe til denne anmeldelse, men mere fordi jeg virkelig trængte til en kop kaffe. Så jeg gik ned i gården og startede den gode gamle Volvo, der på trods af over 20 år i tjeneste, stadig starter hver gang. (Den har dog kun tjent mig i 2? år). Kørte ud igennem MP-vagten, ud forbi Kløvermarken, ud over Langebro (en tidlig mandag morgen), og ud mod Fisketorvet. Jeg må sige at det var mere besværligt at finde en kop kaffe på det fiskemarked, end jeg troede. Jeg havde håbet på at der var en Baresso eller noget i den stil. Har aldrig været der, men kunne da godt tænke mig at se hvad de har at byde på. Men jeg endte op på en lille pub, der hedder Murphys pub. Ikke lige stedet man forbinder med kaffe normalt. Men jeg synes nu godt om stedet. Sådan da. Altså det er jo en pub. Indretningen er meget typpisk for en irsk pub, så det var faktisk rigtig hyggeligt. men der var et lille problem. Musiken! Den var ALT for høj. Og det var for resten ikke noget man som sådan plejer at høre på en irsk pub. Jeg ville nok kalde det ‘Fordrukken-nigger-musik’ (Citat: Albert Arnesen fra Matador). Men ellers var omgivelserne gode!
    Kaffen var ikke lavet med følelse. Og Kaffe uden følelse er som sex uden følelse. Det kan godt være det føles godt, men det er alligevel ikke helt rigtigt. Men på sin vis er det vel lidt forståeligt da det ikke lige frem er kaffe en pub plejer at sælge mest af. Men den var til gengæld den rette temperatur. Dejlig varm! Men det at kaffen manglede følelse, kom til udtryk i smagen. De to første slurke gav mig overbevisningen at jeg var i færd med at indtage brunt vand med en behagelig temperatur. Men smagen udeblev! Det hjalp lidt på det da kaffen blev lidt koldere.
    Hvis man skal omtale service niveauet, kan jeg ikke klage, men jeg kan heller ikke juble. Altså kaffen blev da flot serveret, og til 18 kr for en kop, i gennemsnits størrelse, så er der vel heller ikke noget at klage over der! Alt i alt vil jeg give denne pub/kaffe 2.5 stjerne

  • Kaffe hos mor og far

    Ja, den første kaffe jeg havde tænkt mig at skrive lidt om, er den kop kaffe jeg drikker i skrivende stund. Jeg sidder hjemme hos mine forældre. (Jeg har ikke fået internet i Sorgenfri endnu), så jeg sidder stille og roligt på hvad der var mit værelse en gang, og tænker på hvad jeg dog tænkte på da jeg valgte at male værelset rødt…. (Skal nok opleves).
    Men det er ikke så meget det jeg ville skrive om. Det var kaffen. Når jeg valgte lige netop hjemme hos mine forældre, så var det fordi jeg har gået og spekuleret lidt i hvordan pokker man laver en skabelon for anmeldelse af kaffe. Og så er det nok stedet jeg kan ‘øve mig’. Skabelon er nok også det forkerte ord at bruge. Men i hvertfald ting der SKAL indgå i en anmeldelse. Jeg tror jeg er kommet frem til at følgende punkter bør nævnes. Kaffen selvfølgelig, Sted, beliggenhed. stemning, hvor mange slags kaffe man kan få, indretning/hyggefaktor, priser, hvad man ellers kan købe, huset specialitet (hvis haves), om stedet primært lever af at sælge kaffe. service niveau, og min endelige vurdering (Hvis du mener at have andre punkter der er relevante, kom endelig med dem)
    Jeg tror ikke jeg vil lave punkterne punktopstillede, men istedet for bare sørge for at punkterne er beskrevet på et eller andet tidspunkt. Jeg prøver bare at gå i gang, så får vi at se hvordan det går 🙂
    Som sagt så er stedet hos mine forældre på mit gamle værelse hvor min gamle G4er står og synger og hoster denne blog. Nærmere præciseret så er det lige ved siden af det gamle fjernvarme anlæg i Hørning (Den hvide skorsten, med sort top). Udsigten her fra strækker sig til et stort græntæ ovre på den anden side af vejen, og til genboens køkken vindue, hvor Harding (mine forældres genbo) er i færd med at brygge kaffe. Det ser altså ud som det har gjort de sidste 20 år, ud over at træerne er blevet lidt højere. Kaffen jeg nyder er en kop Merrild 103 Min fortrukne. Smagen er som den plejer at være. God, uden at være overdrevet. Stemningen på stedet er hvad jeg selv synes, da der kun er mig selv til at lave stemningen. Så der er lidt stille musik på iTunes, og Poul Dissing lidt specielle, men stadig herlig røst fylder rummet med “Svantes lykkeligste dag”. Så stemningen er rigtig hyggelig ja. Men selve indretningen af stedet er ikke så optimal. Der er sådan lidt mine ting der står pakket i hjørnet, og så min mors ting, der er smidt oven på. alt i alt så en omgang rod, og det minder uhyggeligt meget om den gang jeg selv havde værelse herinde. Så hyggeligt for mig, men ikke særlig indbydende for andre.Servicen på stedet, kombineret med prisen, er så slet ikke til at klage over. For jeg fik en kop kaffe uden af have bestilt. Det måtte vel være fordi jeg er så gammel en kunde at mit mor vidste at jeg gerne ville have en kop kaffe, for ellers vil jeg synes at det ikke er et plus i bogen at man får uden at have bestilt. Men da det er et faktum at kaffen er gratis, så er der ikke noget at klage over. Sortimentet ud over kaffen varierer en del, alt efter hvorlang tid det er siden de gamle har været ude og handle. Men da resten af sortimentet er lige så gratis som kaffen, skal der ikke lyde nogle klager fra min side.Udvalget af kaffe er så meget begrænset, for der er kun Merrild 103 at finde hos mine forældre. Hvis der ikke var andet i butikken kan det ske at de rsniger sig en pakke gevalia ind. Men det hører til sjællenhederne, da mine forældre hamstrer kaffe til et par måneder ad gangen, og på den måde er ret sikre på at de altid har adgang til Merrild.Min endelige vurdering af denne kop kaffe, og stedet er:Kaffen i sig selv var ikke særlig speciel. Omgivelserne var ikke særlig indbydende, men alligevel, så må det siges at det bedst beskrives som Tom Lehrer så smukt beskriver det: no matter how much sin and vice and crime go on where he comes from, it’s still the best place in the world because it’s home, you know

    Så derfor får stedet 4 stjerner. (en for Steffan, en for Arne….. Ej sidespring).Det var så mit første indlæg omkring kaffe, gad vide om der overhovedet var nogen der gad læse det.

    Og husk.. Livet er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar.