Tudefjæs!

Hvor mange af jer har gået på efterskole? Må jeg se en hånd fra dem der brugte et eller flere år af deres liv på en efterskole. Okay, jeg kan se et par hænder. Eller jeg kan i hvertfald fornemme at der er et par stykker, der har.
Jeg kom egentlig til at tænke på den sidste dag af denne oplevelse af at gå på efterskole.
Til dem der ikke lige helt kender konceptet i “Den sidste dag på en efterskole”, så kan jeg sige at stemningen er noget der er en mellemting af en dårlig fest og en begravelse. Med andre ord; Ikke så god 🙁 Folk går rundt og er sådan lidt kede af det. For at skulle skilles fra de her fantastiske mennesker man har haft et nært forhold med er altså ikke særlig sjovt.
Da vi alle var samlet med vores forældre i gymnastiksalen, og vi så langt nede af falderebet vi kunne komme uden at være gået i land holdte Katrine en rigtig rigtig flot tale, og jeg tror først det var da hun var færdig med den tale at det gik sådan rigtig op for os alle sammen at nu er året sgu forbi.
Det var bare så…. jeg ved ikke hvad det var. Rørende.. Og endnu mere rørende da vi sang ‘Den danske sang er en ung blond pige’ som den definitivt sidste sang. Og det var ca midt i andet vers (“Og tider skifter og sæder mildnes”) at min film knækkede og det blev til tudedag for mig. Jeg ved ikke om du måske kan forstille dig en stor tudende Krok, men jeg lover dig for at jeg græd. Jeg husker også at en bag mig lagde en trøstende hånd på min skulder. Jeg er ikke sikker, men jeg tror det var Morten.
På skolen bliver man så ringet ind den dag man starter på skolen, og ringet ud den sidste dag. Jeg kan stadig huske at jeg den 20 juni, sad på scenetrappen, mens jeg, ud igennem tårene, så ud på klokketårnet og bare ønskede at den klokke ville holde op med at ringe. Og da ringeriet var overstået blev der bare larmende stille i stedet for, og det var faktisk endnu værre. Jeg tror aldrig jeg har følt mig så tom inden i som sekunderne efter klokkerne stoppede.
Og det var så her at virkeligheden indtrådte for de sidste, og de så begyndte at græde. (Jeg tror der var ca 4-6 stykker der ikke græd)
Selvom det er en af de dårlige dage i mit hukommelse, så ønsker jeg at jeg altid vil huske lige netop denne stund. Lige netop hvad jeg følte, hvad jeg oplevede og hvad jeg tænkte i den tid hvor jeg gik rundt og gav og fik farvelknus af alle vennerne.

Men hvad er det der får teenagere til at bryde ud i nærmest hysterisk gråd på den måde. Det er selvfølgelig det forgangne års oplevelser og fællesskab. Det jeg husker bedst fra mit år på Ågård Ungdomsskole (ÅGU) i 1997/98 er:

• Det fantastiske fællesskab, som jeg ikke har oplevet andre steder sidenhen.
  Gymnastik, og måden jeg lærte værdien i samarbejde. Jaeh, og så tabte jeg mig da også lidt (læs: ca 15 kg)
• Mine to første ‘rigtige’ forelskelser. Jeg vil for deres skyld ikke nævne deres navne her. Den ene gjorde ondt, den anden… hmmm, den var mere udefinerbar, og jeg tror det er det der har gjort den lidt speciel.
• Fundet ud af at man får meget mere ud af livet, når man en gang i mellem kommer væk fra computeren. Der er ikke så mange der kendte mig fra før den tid jeg gik på efterskole, og de få, der faktisk gør vil helt klart give mig ret i at jeg er blevet sådan mere social orienteret og knap så computerorienteret og nørdet som før… Eller… jeg vil sige jeg er nørdet på en anden måde nu… Kan man sige jeg nu er nørdet på den gode måde, før var det den dårlige!
• Sangene ‘California Dreaming’ og ‘Why must I be a teenager in love’, som vores lettere hippieorienterede musiklærer fik flettet ind i stort set alle sammenhænge, hvor der indgik en guitar.TV2s Det er samfundets skyld, og Shubiduas Den Røde tråd står dog også skarpt i hukommelsen, da det var to sange, der var med i vores egen produceret musical hvor Casper var DEN vilde studievært, og Rasmus var pizzariaejer (Du købe whiskas pizza ja, en for 30, to for 87 og tre for 100, det er billiger billiger preis jaja)
• En lejrtur, hvor vi var ude og vinterbade. Det var saftsusme koldt.! Det var ikke så meget det jeg husker, men nok mere at hende jeg var godt lun på var med 🙂
• Helt klart forårsløbet den 1 April 1998. En af de bedste dage i mit liv, hvor Maria, Pernille og Lenny legede henholdsvis Ramria, Ramnille og Ramney… Ehhh, vi legede Rambo med tørklæde om hovedet, og gevær af en pind… Gad vide hvor jeg har billedet henne.
• Selvmord! Ja, tro det eller ej. Jeg har begået selvmord. (ikke sådan rigtigt, og faktisk ikke en gang et helhjertet forsøg). Egentlig var det fordi Rikke var lidt deprimeret en dag og så ville hun så gerne gøre et eller andet for at slippe væk fra alle problemerne, og vi blev enige om at gøre en ende på det hele ved at hoppe ud over en skråning. Dog så det ud til at komme til at gøre ondt, så derfor valgte vi at hoppe ud fra en stol ud i en bunke madrasser, og for at være helt sikre på ikke at komme til skade tog vi lige cykelhjelm på. Bagefter spiste vi slik.
• Gymnastik opvisning i Idrættens hus, Vejle foran ca 1500 andre efterskole elever. Et af de største sus jeg nogensinde har fået var vist den dag.
• Landsstævne 1998. Ja, jeg var med på efterskolernes gymnastik hold, og vi var intet mindre end 1944 på det hold! Det var vildt, og det var på landsdækkende TV. Og så pissede det for resten ned! Det var så fedt så fedt.
• Ole Sørensen – På godt og ondt skolens forstander

Der er selvfølgelig 1000 andre ting jeg husker, men jeg synes lige som det her var de vigtigste punkter.
Men det var et år som jeg ser tilbage som den bedste tid i mit liv, og noget jeg ikke ville bytte for noget som helst, og jeg bliver så negativ når nogen begynder at snakke om at vi skal til at skærne ned på efterskolerne. Jeg har lovet mig selv at min blog ikke skal blive politisk, så derfor vil jeg ikke begynde at hidse mig op her.

Nu beskriver jeg det hele på en måde så man godt kan tro at jeg savner de gamle dage, og nærmest er ked af at det er forbi. Jeg ved ikke om savner er det rette ord, men jeg ser tilbage på tiden som en god tid. Men savner det ved jeg ikke om jeg gør, og det er da også sjællent jeg sidder og tænker på den tid. At jeg er ked af at den tid er forbi er så helt forkert. Vi skal jo alle videre. Man bliver ældre. Og så ville jeg have lidt svært ved at tage det seriøst hvis der i dag kom en og sagde til mig at nu skulle jeg altså give mig til at sove fordi klokken er 2200. Så det var en god tid, en fantastisk tid, men jeg tror det er en oplevelse man skal tage som 15-17 årig. I en tid hvor man også er sådan lidt i tvivl om sig selv og sin omverden og man trænger til nyt.

I dag vil jeg ikke slutte af med noget Hitchhikers, men derimod en gammel sang, som jeg faktisk også lærte på efterskolen. Den er godt nok svensk, men jeg tror ikke man har svært ved at forstå den alligevel:

Vem kan segla förutan vind?
Vem kan ro utan åror?
Vem kan skiljas från vännen sin
Utan att fälla tårar?

Jag kan segla förutan vind,
Jag kan ro utan åror.
Men ej skiljas från vännen min
Utan att fälla tårar.

Og mens tankerne farer igennem hovedet på dig vil jeg gerne sende en hilsen til alle fra ÅGU 1997/98.