Forfatter: Lenny Andersen

  • En tur i haven

    Hvad giver man til manden der tilsyneladende har alt. Eller i hvertfald ikke kan fortælle hvad man skal give ham… Den situation stod jeg i til min fars fødselsdag. Men når han ikke selv kan finde på noget måtte børnene jo være kreative. Så det blev til “En dag i haven”. Mine forældres have har på det sidste ikke set så pæn ud, så en hjælpende hånd ville da være på sin plads. Så Dorthe, Dennis, Sanne og jeg mødte op hos mor og far i går, og så fik vi satme endevendt den have! Eller i hvertfald halvdelen af den. Vi fik renset ukrudt i indkørsel og på terrassen, og raseret forhaven med en fræser.
    Og op ad muren til garagen fik vi lagt nogle granitskærver, så nu ser det bare super flot ud. Der er stadig meget, der skal ordnes i den have, men taget i betragtning af at vi kun var 5 personer (min mor var på arbejde), så fik vi faktisk ordnet en hel del på de ca 6-7 timer i haven. Hele pointen med det her indlæg var, at næste gang du skal finde på fødselsdagsgave, så prøv at tænke i andre baner end de fysiske gaver. Jeg tror begge mine forældre blev mere glad for denne gave, end hvis vi f.eks. havde købt en ny gryde eller andet flaf til dem 😉

  • Sikke en dør!

    I mine bestræbelser på at få sat Sannes Palæ i stand (til dem der ikke hører KrokCast kan jeg sige at Sannes Palæ er udehuset ved Sorgenfri) er jeg nået et nyt stadie. Jeg har fået skiftet den gamle trædør ud med en fin ny model. Rasmus (Sannes søsters kæreste (kan man vel godt kalde Svoger)), der er uddannet tømmer kom lige forbi og hjalp med at få den til at sidde rigtig. Og jeg lærte et par ting

    1. At save i gamle jernbanesveller ikke lige er sådan til!!!!!!!!! Jeg havde forestillet mig at en almindelig fukssvans og en hulens masse tid havde klaret opgaven. Jeg havde også været inde på tanken om en Barionetsav. Her er problemet så at jeg ikke har en sådan. Min far havde godt nok foreslået en kædesav, men jeg havde lidt svært ved at forestille mig at det skulle blive godt at save rammen med en kædesav. Men ved du hvad… efter blot et minuts saven med en fukssvans virkede tanken om en kædesav slet ikke så tosset endda!!!
      Vi finder kædesaven frem og så er vi i gang (det er sådan en strømdrevet en). Efter noget der ligner en halv time bliver vi nødt til at stoppe projektet i ca 10-15 minutter fordi kædesaven var blevet så varm at motoren var begyndt at ryge. På dette tidspunkt er vi lige omkring halvvejs.
      I gang igen da den er kølet ned.
      Da vi er ved at være i nærheden af færdig bliver det vist for meget for den stakkels kædesav. Den døde simpelthen. Eller nej, den døde ikke. Kæden kørte rundt, men så snart den kom i kontakt med træet og motoren blev belastet så stoppede den. Så min kædesav er officielt død nu.
      Så det sidste måtte vi save med fukssvansen. Men hey, det er god træning.
    2. Så troede du det værste var overstået, nej nej. Sådan en dør skal gøres godt fast og jeg havde købt nogle solide skruer til formålet. Skruemaskinen var også rigtig god med masser af moment, men ingen kæde er som bekendt stærkere end det svageste led, som i denne sammenhæng var Torx-bitten på skruemaskinen. KNÆK. Nå vi prøver med en ny bit….. KNÆK. Godt nu står vi med en skrue der er halvejs inde. Ikke flere bits der passer. Hvad gør man så? Vi prøvede på forskellige måder at løsne skruen, men fordi den sad fast i væggen, som også er en massiv jernbanesvelle havde vi ikke held af noget som helst. Enden blev at vi måtte save skruen over med en klinge fra en nedstryger. Vi kunne lige komme til imellem dørkarmen og svellen. BØVL! Men vi fik den savet over, og nu sad skruen så løst (da den kun sad fast i dørkarmen)at man kunne komme til at skrue den fri. Ja man skulle nok have været der for at kunne være med. Så her lærte jeg altså at man skal huske at købe nogle ordentlige bits til sin skruemaskine.

    Nu sidder døren der så. Vi valgte at bruge nogle lidt mindre skruer, hvor jeg havde Torx bit, der passede til. Næste projekt bliver så at jeg skal have lavet sat sådan en isolerings skumfidus ting rundt i kanten, og så have lavet en gummifuge, så karmen er tæt og kan holde kulde og udyr væk 🙂

    Alt i alt er det skur godt nok en større omgang end jeg havde regnet med, men for pokker hvor bliver det godt når det er færdigt! 😀 😀

    Og Dan hvo føler jeg mig i grunden handy når jeg går og laver det her! 😀

    Ellers så er jeg jo på job. Jeg er stadig meget glad for det! 😀

    Jeg er en happy chappy!

  • Flyttet (igen)

    Så har jeg været i gang med at flytte. Denne gang var det den annoncerede sammenflytning med Sanne. Selvom Sanne “kun” boede i en 2 værelses lejlighed, og vi havde brugt en del tid på at køre småting op til Sorgenfri, så var der stadig så mange ting at vi kunne fylde min fars store trailer med møbler, Einars (Sannes far) trailer med flyttekasser og 4 biler med grej af divergerende art.

    Nu har vi så fået sat møbler på plads og fået fyldt dem op med Sannes forholdsvis omfattende bogsamling, men stadig har vi flytterod i huset. Det skyldes at jeg er bagefter!!!! Jeg skulle jo helst have været færdig med at isolere og istandsætte mit udeskur (som for resten har fået navnet “Sannes Palæ”), og så langt er jeg altså ikke nået endnu.

    Ellers så er jeg jo ved at føle mig mere hjemme på arbejdet i Horsens. Jeg er HELT sikkert glad for at jeg har valgt at foretage mig denne ændring i min hverdag! 🙂

    Hej hej….

  • Så er det slut!

    Nu er det så uigenkaldeligt slut. Jeg er blevet Civil. Søværnet er en nu 8 år og fire måneder lang epoke i mit liv der nu er overstået.
    I går klokken 1500 ophørte min ansættelse for hendes majestæt dronningen, og jeg er nu ansat ved Stofa i Horsens.

    Det bliver spændende at se hvordan det kommer til at gå. Jeg glæder mig så meget til at komme til at prøve noget nyt. Nye faglige udfordringer. 😀

    Nu vil jeg smutte. Vi får besøg her senere på dagen og Sorgenfri ser lidt bombet ud. Det må man jo gøre noget ved. Kan I hygge jer 🙂

  • Hip hip Hurraaaaaaa

    Så er det igen tid til at sige tillykke. Jamen hvem skal der siges tillykke til?
    Joeh, hele to.
    Den første er min far, der har fødselsdag. (Vi er stort set på vej ud af døren).
    Den anden er ikke en fødselsdag, men alligevel noget der så dages lys for 4 år siden. Hvad mon det er? Jep jep jep. Det er bloggen krok.dk der fylder 4 år.

    194 indlæg (inkl dette) er det blevet til, og mange læsere har været et smut forbi. Det er dejligt at I vil kigge forbi en gang i mellem og læse ordene og tankerne fra krok. 🙂

    Jeg ville gerne have sagt en hel masse narcissistisk gejl her, men jeg har ikke tid. For som sagt så er vi på vej hjem til mine forældre til min fars fødselsdag.

    HIP HURRA DET MIN FØDSELSDAG…………..

  • Sygdom sux

    Jeg er træt af at være syg. Faktisk har jeg ikke været syg særlig længe, kun siden i går omkring spisetid.
    Jeg gik og var lidt snottet. Det var nok cykelturen til brugsen forleden, hvor jeg nok burde have haft en jakke på der gjorde udslaget. Fint fint, lidt snottet kan man godt lige overleve. Men mens jeg lavde aftensmad kunne jeg mærke noget. En fornemmelse af at min hud var ekstra sart, som jeg kun kan forbinde med at have en let feber. Efter en date på et minuts tid med et termometer (til munden) kunne jeg konstatere at min temperatur under min tunge var 37,9. Mistanken var hermed bekræftet. Jeg ved godt at 37,9 ikke er alverden feber, men jeg har normalt en lav kropstemperatur (35,5 -37 er mere normalt for mig), så jeg var faktisk lidt sløj. Og i løbet af aftenen blev jeg lidt mere sløj og begyndte at få ondt i hovedet. Æv æv æv. Så jeg gik i seng kl 2100, efter at have taget et kogende langt bad, så jeg lignede en kogt kommunistisk hummer, smuttede jeg under dynerne og sov så godt jeg kunne.

    I dag har jeg så brugt i sengen, i et forsøg på at sove sygdommen væk.Feberen forsvandt men jeg er stadig snottet! Og sidt på eftermiddagen meldte feberen sig så igen.

    Nu vil jeg så krybe under dynen og håbe på det her lort er overstået i morgen
    Med andre ord; jeg hader at være syg!
    *Atju*

  • Så tager vi cyklerne frem

    Vores (sanne og mig) projekt med at flytte sammen er kommet lidt videre siden sidst. Vi har fået hentet hendes cykel og hendes servante som hun har arvet fra sin farmor. Den står faktisk rigtig godt i Sorgenfri 🙂
    Og netop fordi vi nu begge har en cykel at komme rundt på besluttede vi at tage en lille tur på de tohjulede. Det blev til en tur i Brugsen hvor vi fik købt ind.

    Lige som en opdatering på posten “HAPS” kan jeg sige at Trille har hjembragt hele 4 muldvarper til os. Selvom det er synd for de små dyr, er jeg nu ret glad, for det vil sige at chancen for at min græsplæne ikke bliver smadret af muldvarpeskud til sommer øges!
    Gad vide om hun også gider at daske ud efter dræbersneglene.

  • Haps

    Jeg har i længere tid været plaget af muldvarper i min have. Jeg har aldrig fået taget mig sammen til at købe en fælde til at fange dem. Men nu har jeg fundet ud af at jeg allerede har et redskab til at fange dem med. Det hedder Trille. Trille er Sannes kat, der er ca 2 år gammel, og på en eller anden måde kan den finde ud af at fange de små muldvarper. På få dage har hun fanget hele to.

    Problemet er så bare at hun kun leger med dem. Det er godt nok i kattens natur, men vi synes det er lidt synd for de små bæster (også selvom det er et skadedyr), så vi må lokke Trille væk og så indfange muldvarpen og så lige slå den(muldvarpen) i hovedet med en sten.

    Hun har for resten også fanget mus. Vi ved ikke hvor mange hun har fanget i smug, men i hvertfald så har vi da fundet en død mus der lå klar til ofring foran hoveddøren.

    En god jager er hun da 🙂

  • Handy igen

    I dag har jeg atter en gang været handy. Jeg har været i gang med at isolere mit udehus som jeg nævnte i sidste indlæg. Jeg har sammen med min far været i Gantrup byggemarked og har købt 28 pakker isover isolering svarende til 153.44 m2. Så er det jo sådan set bare at få beklædt vægge og loftet i skuret, beklæde væggene med gips, drikke kaffe, få installeret noget el (har ringet til en elektriker), få sat en radiator op, sætte lofter op, sætte ny dør i skuret, og så er jeg jo sådan set færdig. Noget jeg regner med der kommer til at koste 10-15000 kroner endnu, og det kommer jo nok til at tage lidt tid at spare de penge sammen :-/

    Og til dem der har overvejet det, så HAR jeg brugt åndedrætsværn med mit arbejde med isoleringen 😉

    Lige nu sidder jeg og spiser hjemmebagt rugbørd med kartofler. Det er god frokost! 🙂

  • Handymanden Krok plus lidt andet

    For leden var Sanne og jeg en tur i Ikea. Da vi tog derfra var vi blevet ca 2700 kroner fattigere, men to kommoder, noget sengetøj, en hylde til badeværelset og en toiletbørste rigere.

    Og hvorfor? Jo Sanne og jeg har valgt at flytte sammen. Nogen vil måske mene at det var tidligt, men noget der plager os begge er at have et halvt hjem to steder med en indbyrdes afstand på 40 km. Det er noget rod. Det er der vel flere i forhold der kender til. Vi tager sammenflytningen sådan lidt løbende over de næste par måneder, for at det ikke skal stresse for meget op i forhold til Sannes skole og mit nye job.

    Men tilbage til sagen om Ikea og de to kommoder. Det er to i typen MALM. De skal bruges som klædekommoder. (Dem der har været i sorgenfri ved at det vil knibe med pladsen til to klædeskabe). Så dem har jeg været i gang med at samle. Og det var faktisk superlet. Well, det plejer det at være, men jeg føler nu altid lidt som en stolt handymand når jeg har fuldført manualen fra Ikea. 🙂

    Nu mangler jeg så bare at få færdig isoleret mit udeskur og bygget det færdigt, så vi kan få plads til at opbevare alle de ting vi ikke skal bruge/ikke har plads til, men som vi ikke vil smide ud.

    Nu vil jeg gå i seng. I morgen er det 2. sidste dag for arbejdet. Den kommer til at gå med at køre en tur til Frederikshavn og aflevere min udrustning og få et stempel på at jeg ikke har taget skade af at være i Søværnet i 8 år (det kan jo så nok diskuteres).