På den anden side

Nu er det så sket…. Vi blev gift… 😀
En lille beretning om dagen.

Lørdag den 9 maj sagde Sanne og jeg ja til hinanden. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal fortælle om det. Jeg tror, jeg tager det skridt for skridt.

Fortællingen starter fredag kl 20.30, hvor vi fik udleveret nøglen til
“Gården” hvor vi skulle holde festen. Det var sååå skønt, at det kunne
lade sig gøre. For ellers skulle vi faktisk først have fået nøglen
lørdag kl 10.00, så vi kun havde ca 2 timer til at stille op i. Så altså
mindre stress… Dem, der har prøvet at blive gift, vil sikkert give
mig ret i, at det klart er at foretrække dagen før dagen! 😉

Men vi (mine forældre og Sannes forældre plus Lene, Rikke og Rasmus,
sanne og mig selv) fik stillet borde op og rullet duge på. Her viste
det sig jo, at vi havde glemt adskillige ting. Nogle servietter og så
var der ikke termokander og bestik nok, så det måtte vi jo køre
efter. Videre med tallerkner, glas, nogle servietter som min far
havde foldet til nogle fine kuverter og nogle blomsterdekorationer som
min mor havde stået for at lave. Da klokken var 22.30 aftalte vi, at
Sanne og jeg kørte hjem for at få noget søvn, for vi var i grunden ved
at være godt brugte. Ikke mindst fordi vi havde været til konfirmation den samme eftermiddag.
Kl ca midnat blev jeg vækket af mine forældre, der kom for at
aflevere nøglen til Gården. Da jeg lukkede døren, spurgte de om jeg
ikke lige kunne lade lyset brænde udenfor… hoho… så kunne jeg jo
godt gætte, hvad der var under opsejling… Ganske rigtigt. Da jeg stod
op, var der monteret et styk æresport uden for døren.

Vi kom i bad og spiste morgenmad, mens vi gav hinanden en morgengave.
Jeg har aldrig helt fået undersøgt, om det er meningen, at man får det
om morgenen på bryllupsdagen eller først dagen efter, men det er også
lige meget, for vi vidste sådan set godt, hvad det var. Nemlig en
slipsenål til mig og en fin halskæde til Sanne. Så det lå lidt i
kortene, at vi fik dem på selve bryllupsdagen, uanset traditioner.
Herefter gik dagen slag i slag: køre Sanne til frisør, vaske bil, få
hængt bordplanen op (som jeg ikke fik gjort fredag), hente sanne igen,
hente brudebuket, køre sanne hjem til tøjskifte, selv køre hjem til
mine forældre og skifte til det fine tøj og så køre ned til kirken. Og
BANG… her går tiden i stå…. jeg var ved kirken ca. 1215. Gæsterne
begynder at komme så småt og jeg står og tager i mod dem. Men daaaang,
hvor går tiden langsomt. I løbet af et par minutter havde jeg vist
telefonen oppe af lommen ti gange for at se, hvad klokken var. Kl ca
12.40 er min far ankommet og han foreslår, at vi går ind og sætter os.

Så i 20 minutter sidder jeg her og venter, mens jeg kan se de sidste
folk finde sig en plads i kirken. Klokkerne begynder at kime, præsten
ankommer og jeg får hilst på ham. Klokkerne holder op med at kime. Der
bliver stille. Orgelet begynder at spille, døren går op, alle rejser
sig og ind kommer Sanne, ført af hendes far Einar.
Her bliver jeg godt nok lidt rørt og fælder en lille tåre. For hold da
op, hvor er Sanne flot… ja smuk er vel det bedste udtryk… Og lige
om lidt er hun min kone 🙂
Vi synger en salme (”I østen stiger solen op”), præsten læser lidt op
(mener det er fra Det gamle Testamente), vi synger en salme mere (”I blev
skabt som mand og kvinde”)… og så er det nu… Vi rejser os op og
stiller os med front til præsten. Og han holder en lille tale. En god
tale, en let humoristisk tale. Og til sidst tilspørger han os begge om
vi vil have hinanden. Vi siger begge ja! To gange! 😉

Så troede vi jo lige, at vi skulle synge en samle mere. Men her havde
mine forældre lige planlagt en lille overraskelse, for i stedet for
var der en fra Hørning kirkes kor, der sang en sang: ”Love changes
everything”.
Så er der to salmer mere (”Dejlig er jorden” og ”Det er så yndigt at
følges ad”). Ceremonien er forbi. Sanne og jeg rejser os og begynder at gå
ud, mens der blev taget masser af billeder. Og nu kommer det seje.
Lise står med et stykke papir, hvor der står, hvad klokken er….
Gæt… 1337!!! Det er satme sejt! 😀
Udenfor står Ole Nissen og tager billeder af os… Så nu er vi også
officielt foreviget. Uden for kirken holder der hele to kæmpe
amerikaner slæder. En Ford Mustang fra 1965 og en anden en jeg aldrig
fandt ud af, hvad var for en. Det var Affer, der var kommet i den.
Vi hopper i Forden, som kører os til gården.

Vi havde regnet med, at vi var nogen af de sidste, der ankom til Gården,
så min far havde fået ansvaret for nøglen. Men der gik kuk i et eller
andet, så vi var faktisk de første, der ankom, og mine forældre var
nogen af de sidste. Så vi måtte stå lidt og vente. Men inden for kom vi
da, og så var der velkomstdrinks, en lille velkomst fra mig… og
gaver… især gaver… hold da op. Jeg havde regnet med en god stak
gaver, da der var 45 gæster. Men for pokker da… Det var helt vildt.
Tusind tak for gaverne alle sammen 🙂

kl 15.30 ankom maden. Pigerne, der serverede fik anrettet forretten
og jeg fik sagt værsgo til folk, og folk gav sig i kast med noget
lækkert kyllingesalat.

Så kom der en tale. Det var Einar og Marie (Sannes forældre), der
talte. Einar til Sanne om, hvordan hun passede kat som barn, og Marie
til mig om, at ‘nu har du ansvaret Lenny’ (Yikes). Tak for den fine
tale 🙂

Videre til hovedretten. Det er her, det begynder at gå op for mig, at vi
måske har bestilt liiiiidt for meget mad til folket. Der var okse
tyndsteg, indbagt svinemørbrad og kalkunbryst, med salat kartofler og
tomattærte til. Selv da vi stort set var færdige med at spise og der
blev fyldt op på buffetbordet en sidste gang, var der så meget mad, at
man stort set ikke kunne se, at der var blevet taget noget.
Under vejs holdte jeg så også en tale. Jeg havde på forhånd prøvet at
udtænke en kløgtig tale, men jeg synes ikke rigtig, jeg kunne finde på
noget uden, at det kom til at lyde enten plat eller kliche agtigt. Så
et par dage før besluttede jeg mig for: improvisering.
Men jeg benyttede talen til at sige tak (selvom man også her kan tale
om kliche). Tak til folk, fordi de var kommet, tak til folk, der havde
hjulpet os med at få stablet brylluppet på benene. Tak til mine
forældre for at være to dejlige forældre. Tak til Sannes forældre,
fordi de havde taget så godt imod deres nye svigersøn. Og tak til
Sanne. Jeg var lidt i tvivl, om man kan sige “tak fordi du vil gifte
dig med mig”. Men det var i hvertfald det, jeg sagde til hende. 🙂
Jeg sagde også: “Ja Sanne, du har sagt til mig, at hvis jeg ville holde
en tale, så måtte jeg ikke sige jeg elsker dig, for så ville du
begynde at tude. Men jeg tænkte så, hvis jeg ikke kan sige, at jeg
elsker dig på vores bryllupsdag, så ved jeg ikke, hvornår jeg skulle
kunne sige det. Så jeg vil sige, at jeg elsker dig meget meget højt”.
Hvis Sanne begyndte at tude, så skjulte hun det i hvertfald meget
godt, for jeg så i hvertfald ingen tårer! ;).

Og det gik hen og blev tid til desserten. En lækker chokoladekage med
Daim is…. hot dang det var godt. Det blev godt nok kun til et stykke,
for to stykker havde været alt alt for tungt.

Så blev det brudgommens far – det vil sige min fars tur til at holde en
tale. Han talte lidt om den gang, jeg havde købt Sorgenfri, og lidt om
hvordan de havde oplevet at få Sanne ind i deres hverdag. Også mange
tak til min far for talen.

Herefter begyndte festen sådan lidt at blive mere afslappet og
folk blandede sig lidt sammen. Kenni, der havde fået et par øller eller 3,
og Affer holdt en lille tale/fortælling om et par historier, der ikke
var så mange, der kendte. Blandt andet en gang, da jeg på skibet i en
brandert havde været ude og lede efter min computer i – som Affer
udtrykte det – bar røv og dolk. Jeg husker skam godt, at jeg var ude og
lede efter computeren, men jeg mindes nu også, at jeg dog havde
boksershorts på! 😉

Et af aftenens højdepunkter var vel brudevalsen. Og den skulle hverken
vi eller vores gæster da snydes for. Så Sanne og jeg havde øvet os en
del på forhånd. Sanne har jo fået dansen ind med modermælken, så det
ville nok være mere korrekt at sige, at jeg havde øvet mig med Sanne som
instruktør. Og vi fik valset – og jeg mindes ikke, jeg fik trådt Sanne
over tæerne.
Og så var der jo bryllupskagen. Hold da OP, hvor en stor kage vi havde
fået os – og nøøj hvor var den lækker! Det var sådan en med
jordbærcreme agtigt noget med marcipan over. En lille detalje var, at vi
havde købt den hos Guldbageren, og der får man jo de, der musemønter,
når man handler, så vi fik intet mindre end 75 musemønter med os hjem.
Så nu er der da nok til en lille guldbagerbamse til vores søn.
Resten af aftenen var som…. Ja som en fest af den slags er… Det
var hyggeligt, folk begyndte stille og roligt at drysse hjemad. De
fleste nåede også lige at få natmad/skub-af-mad med på vejen. En
lækker aspargessuppe. Og igen igen kunne man sige, at der var alt alt
alt for meget mad. Vi havde fået 5 spandfulde suppe og vi fik kun
spist den ene.

Til sidst kom det mindre hyggelige. Oprydningen! Men vi var en del,
der tog ved. Fire ude i køkkenet og nogle stykker til at rydde salen.
Så på hvad jeg synes lignede rekordtid, fik vi taget det hele og det
hele var i samme stand som da vi ankom. Sanne blev fragtet hjem, da
hun til sidst var lige ved at kolapse af træthed. Jeg selv blev og kl
01.20 kørte jeg som den sidste fra Gården. Nogen ville måske have ment,
at jeg skulle være taget hjem sammen med Sanne, men jeg ville
simpelthen have haft det så dårligt med at efterlade vores gæster med
oprydningen.

Men alt i alt havde vi en super super super dejlig dag og vi er begge
blevet enige om, at vi på ingen måde kunne have ønsket os et bedre
bryllup. Så tusind tak til alle dem/jer, der var med til at fejre vores
bryllup. 🙂

Det var sådan ca. beretningen om vores bryllupsdag

Om Lenny Andersen

Jeg er så glad i dag!
Dette indlæg blev udgivet i Generelt, Vores liv og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *