Jeg synes fortiden at de kaffe anmeldelser sprøjter ud her fra. Men når jeg kommer forbi et sted jeg synes der er en anmeldelse værd, ja så skriver jeg jo bare. Man må jo så konkludere at jeg har fået en del kaffe for tiden.
Det var lørdag, jeg var i Viborg, og havde aftenen forinden været i byen sammen med en kammerat (Kenni/Chazz hvis nogen skulle kende ham). Kenni følte for at sove lidt længere, men pga af varmen opgav jeg at falde i søvn, trak i tøjet og gik ud i Viborgs vilde formiddagsliv.
Efter at have indtaget 2 rundstykker med ost, gik jeg lidt frem og tilbage på gågaden for at se om man kunne blive fristet med et eller andet. Da jeg kom forbi en café/restaurant (Kafé Arthur) var fristelsen vist en kop dagen-derpå-kaffe. Ikke fordi jeg havde det dårligt, men som de fleste kender det, så er man ikke altid lige motiveret. Så en koptår kaffe, ville nok ikke være dårligt.
Stedet ser faktisk ualmindeligt hyggeligt og tiltalende ud. Lavet lidt i den klassiske stil, med borde udenfor, gadevinduer og en fin bar. Jeg når næsten helt hen til baren da en venlig mand spørger mig med et smil, om han kan hjælpe. ‘Jaeh, jeg skal bare have en kop kaffe’. Han henviser mig til baren, hvor der står en lige så venlig ung kvinde. ‘Ja, bare en kop kaffe’. ‘Så gerne’, svarer hun på kundevenlig vis, ‘Skal du have noget i kaffen’? ‘Nejtak, bare sort’, svarer jeg så venligt jeg kan uden at overdrive.
‘Ja, sæt du dig bare, jeg kommer ned med den til dig’. ‘Tak skal du have, jeg sætter mig her ude på gaden’. Og det gjorde jeg så. Faktisk nåede jeg ikke at danne mig et større indtryk af stemningen på stedet, inden jeg sad ude på gaden, og ventede på kaffe. Men her var alt jo som det skulle være. Vejrguderne havde planlagt denne kop kaffe usædvanelig godt. Varmt og solrigt, og dog sad jeg dejlig køligt i skyggen. Musikken blev leveret fra en tilsyneladende blind mand, der spillede på Lire-kasse. Meget hyggeligt, meen skulle man høre på det mere end et par kopper kaffes tid, så tror jeg nu nok jeg var gået indenfor igen.
Jeg havde kun lige sat mig da kaffen var serveret. En kop på normal størrelse, og den ser ret lækker ud, selvom man kunne fornemme at det nok er mere end 20 sekunder siden den løb igennem filteret. Da hun havde serveret kaffen spurgte hun om jeg ville have dagens aviser. ‘Jamen dog, sikke en service’ tænkte jeg. ‘Jotak, det vil jeg gerne’, svarede jeg. Fluks kom hun med dagens B.T. og Jyllandsposten. Jeg ved ikke helt, men jeg har noget med at jeg undgår at læse B.T. og Ekstra Bladet. En eller anden uforbeholden fordom over for ‘Jantelov i superformat’ og side-9 sport blandet sammen i en avis forekommer mig underligt. Ved godt at det mest er E.B. der er sådan, men alligevel vælger jeg at kaste mig over Jyllandsposten. Faktisk i et kort øjeblik glemmer jeg helt hvad jeg kom for; kaffe!
Den første tår giver mig følelsen af at vågne op igen. Smagen er dejlig rund og fyldig. Temperaturen er præcis som den skal være. Så alt i alt nyder jeg at sidde midt i Viborg, med en avis, baggrundsmusik, og en masse glade mennesker der går forbi, mens jeg drikker min kaffe.
Da jeg har drukket næsten ud, kommer den venlige mand fra før, og spørger om jeg vil have lidt mere kaffe. Det vil jeg jo gerne, og får tanket op igen.
Jeg får drukket kaffen, pakker avisen sammen, tager den og koppen med ind til disken og beder om at få lov til at betale.
‘Det bliver 20 kr’… ‘Øhh, jeg skal betale for to kopper kaffe’, får jeg sagt, men det viser sig at der er gratis opfyldning. Så altså to kopper god kaffe, god service, lirekassemusik, aviser og godt vejr. Alt sammen for 20 kr. Jeg er glad.
Så her vil jeg uden tøven give stedet fire kaffekopper! Jeg har sidenhen overvejet om man skulle give fire en halv. Men synes det var lidt at overdrive. For når det kommer til det, så havde de jo ikke leveret sol og lirekasse musik.
Så altså 4 kaffekopper til Kafé Arthur i Viborg
Og som følge af at jeg netop har erhvervet mig et digital kamera, vil der for fremtiden være et billede af stedet hvor jeg har nydt kaffe.
