Kategori: Generelt

De overordnede ting

  • Traditioner

    Jeg elsker traditioner.
    En af de traditioner jeg de sidste år har taget til mig er BBCs sidste promenadekoncert (Last Night of the Proms), som er en afslutning på en lang klassisk musikfestival, der strækker sig over flere måneder. Koncerten indeholder forskellige elementer, men afsluttes/kulminerer hver gang med blandt andet Rule Britania, Pomp and circumstances, Jerusalem og God save the queen. Mange mange gamle traditioner, der holdes i hævd år efter år efter år.
    Selve koncerten bliver sendt live over hele i verden, og i Danmark sker det blandt andet på DR K med dansk kommentator Rie Koch, der fortæller om alle de traditioner der knytter sig til arrangementet. Og hun gør det faktisk en del.
    Så i forbindelse med den sidste promenade koncert 2017 har jeg så lavet min egen tradition: Tælle hvor mange gange værten Rie Koch siger ordet tradition.
    13 gange blev det til 🙂

  • Et farvel til Facebook

    For noget, der ligner to år siden, tog jeg konsekvensen af en tanke som jeg har funderet over et stykke tid. Nemlig: Skulle jeg ikke tage og droppe min Facebook konto?

    Jeg overvejede hvad jeg i grunden brugte Facebook til, og kom frem til at det primært var:

    • Rent tidsspilde
    • Relativt ligegyldige informationer og statusopdateringer.
    • Selv poste ca lige så ligegyldige opdateringer om børnetegnefilm.

    Det er selvfølgelig meget hyggeligt at høre at person X har fået en hundehvalp, og at familien Y har familieforøgelse i vente. Den del af facebook er vel netop det der var hele tanken.

    Men samtidig så synes jeg også bare at det virker så uendelig ligegyldigt at læse om hvor utilfredse folk er med et emne, eller hvordan folk lige får pudset samvitigheden af ved at lave en gruppe, poste et link om et emne, som de fleste i forvejen er i mod, hvorefter sagen bliver glemt igen. Et eksempel kunne være Kony – og min pointe bliver 100% understreget ved at du lige nu højst sansynligt tænker; hvem var det nu det var?

    Dette skal så ses ved siden af den ret massive dataopsamling Facebook har gang i. Jeg gider ikke være total paranoiakeld om at min adfærd på nettet bliver tracket og misbrugt at store farlige firmaer, der kun vil tjene penge (jeg kan så lige sige at uanset hvor stort eller lille et firma er, så er firmaer grundlæggende kun interesseret i at tjene penge, ellers var der ikke noget firma), men omvendt er der bare et eller andet, der vender sig i mig når jeg tænker på at min færden på nettet er et produkt til videresalg mellem en masse parter jeg slet ikke kender. Så på dette punkt er jeg lidt gammeldags vil nogen nok sige.

    Jeg ved godt at Google egentlig gør det samme, men der har jeg fundet et andet middel, der kan reducere mængden af den massive dataopsamling: AdblockerPlus, som er et plugin til din browser, der kan blokere reklamer. Herunder Google Ads og Facebook reklamer, som er en af måderne din adfærd bliver registreret.

    Jeg vil sige at oplevelsen af at surfte rundt på nettet er blevet en noget anden oplevelse, når man ikke hele tiden væltes ned med reklamer, og jeg kan derfor kun anbefale en Adblocker (af den ene eller anden art). Kald mig bare et dårligt menneske. Jeg ved godt at reklamer er det der får internettet til at hænge sammen – og i sær for mindre sites. Men det ændrer stadig ikke på at reklamer på nettet for mig er et irritationsmoment af de større.

    Så med andre ord, så er facebook tiden forbi for mig. Dagene og ugerne efter kontodeaktiveringen var en underlig tid. Blandt andet blev jeg bevidt om hvor naturligt, der var for mig liiiiige at kigge facebook. Jeg tror det må være ca samme fornemmelse en ryger oplever i tiden lige efter et rygestop. Rigtig mange gange tog jeg mig selv i at skrive f-a-c-e… i adresselinjen inden jeg kom i tanke om at jeg ikke “skulle den vej”. Rygeranalogi: Man stikker hånden i lommen og først når man har fået fat i pakken tænker man “nåååeh nej”.

    Men nu her næsten to år efter, så ligger facebook så fjernt for mig at næsten helt har glemt at jeg faktisk havde en facebookkonto i ca 5 år.

    Den genvundne “produktivitetstid” er så begyndt at gå på mere youtube* samt mere tid i køkkenet :-).

    *som er ejet af google, som så alligevel høster en masse info om mig og min færden. Mission failed! Men i det mindste slipper jeg for at se hvad folk har spist til frokost.

  • Gramhamsbrød til morgenmad

    På det sidste har vi her i familien lavet en ganske hyggelig tradition, der går ud på at vi får hjemmebagt brød med friskpresset juice til morgenmad i weekenderne.

    Nu har jeg (med varierende succes) bagt et grahamsbrød i form et stykke tid ud fra en fri opskrift kun nedfældet i min hukommelse, og jeg besluttede at jeg ville prøve at skrive den ned. Både for at jeg kan få standardiseret resultatet lidt, samt dele dette med hele verden. Jeg ved godt at der findes mange lignende opskrifter på nettet, men hvis vi alle tænker sådan, så dør nettet lige om lidt (der skal hele tiden nyt til, thi evig stilstand er død).

    Min tanke er her at jeg starter med en forholdsvis basisk opskrift, som jeg så med tiden har tænkt mig at rette til. Som nørden jeg er, laver jeg selvfølgelig versionsnumre på opskriften, hver gang jeg laver en ændring, samt en changelog, så man kan se, hvordan opskriften udvikler sig.

    En lille sidste bemærkning er at blot fordi jeg kan lide at bage ikke betyder at jeg kender alle bagekunstens regler. Så hvis du som læser tilfældigvis skulle sidde og være udlært bager (eller bare kender nogle tips som jeg ikke kender) og krummer tær over opskriften, så kan du efterlade en kommentar nederst på siden. Vi kan kalde det OpenGrahamsbrød 🙂

    Opskrift på OpenGrahamsbrød i form. Version 1.1 (2012-04-20)

    • 4 dl. vand
    • 50 g. gær
    • 40 g. sukker
    • 1 dl. olie
    • 1 spsk. salt
    • 75 g. rugmel
    • 300 g. grahamsmel
    • 400 g. hvedemel
    1. Rør gæret ud i vandet
    2. Tilsæt sukker, salt og olie.
    3. Tilsæt Gramhamsmel og rugmel og rør det godt sammen
    4. Tilsæt hvedemel lidt ad gangen under omrøring.
    5. Når alle ingredienser er blandet sammen, røres dejen sammen i ca 10 minutter. (røremaskine kan anbefales).
    6. Put dejen i en rugbrødsform (smurt eller med bagepapir)
    7. Prik dejen med en gaffel eller en kødnål.Undervurder ikke effekten af dette, hvis du skal have et lufttigt brød
    8. Stil dejen i køleskabet natten over (dækket til med et viskestykke)
    9. Bag brødet i ca 25 minutter ved 225 grader (IKKE varmluft)*

    *) Det kan være at du skal bage mere, måske mindre. Det kommer an på hvor god/dårlig din ovn er, samt hvor i ovnen du placerer brødet. Jeg plejer at bage på nederste rille, men da vores ovn er i kategorien “ret dårlig”, skal jeg normalt bage brødet i dobbelt så lang tid som angivet i opskriften. Så prøv dig lige frem på dette punkt.

    RELEASE NOTES

    Version 1.0.1
    Bugfix: Jeg havde glemt punktet: “Prik dejen med en gaffel eller kødnål”

    Version 1.1
    Før var opskriften 375 gram grahamsmel. Det er nu 300 gram grahamsmel og 75 gram rugmel

  • Sorgenfri flytter

    Nogen har måske hørt det. Til dem der ikke har hørt det, så er Sorgenfri blevet solgt. Efter næsten 8 års ejerskab af det gamle ledvogterhus i Stilling, har vi solgt hytten, for at flytte afsted til Horsens. Det er sgu lidt vemodigt at skulle sige farvel til det hyggelige lille hus som jeg jo mere eller mindre selv har bygget op (kun mursten og tag er ikke blevet renoveret mens jeg/vi har boet her).
    Men “lille hus” er jo nok kodeordet for hvorfor vi flytter. Det er bare ikke fedt at vi bor på 62 kvm med en lille dreng der vimser rundt. Så den 1. marts flytter vi i et hus, der er hele 100 kvm større. Og vi glæder os rigtig meget! Sanne får godt nok noget længere når hun skal møde på uni, men da hun studerer på sidste semester inden sit speciale, så ser vi ikke det som noget større problem. Og jeg får jo så kort på arbejde at jeg kan cykle på arbejde på 10 minutter. Ork det bliver dejligt!

    Men lige for god ordens skyld, så vil jeg sige at det er ikke slut med sorgenfri!!! Vi tager Sorgenfri med os, så vores nye hus automatisk bliver Sorgenfri 🙂

  • En familiefars huskeliste

    En tur i sommerhus er lækkert.

    Vi har selv lige haft en uges ferie i sommerhus ved Vesterhavet. (for 3 uger siden)
    Men jeg synes der var et par ting vi havde glemt. Her er det så jeg opdager at jeg måske er ved at være rigtig familie far, for før i tiden havde huskelisten været: Øl og nummeret på det nærmeste pizzaria. Men i år er vi ude i noget mere praktisk. Nogle meget åbenlyse ting, og nogle ting var knap så åbenlyse at man selv skal medbringe i et luxussommerhus.

    Så derfor har jeg samlet en liste over ting, man bør huske (eller i det mindste overveje om det er noget man får brug for). Listen er egentlig mest ment som en personlig huskeliste, men hvis du kan bruge listen til noget, så er det jo bare super.
    Jeg har ikke brugt tid på at skrive de åbenlyse ting ned til personligt brug så som underbukser, strømper og ikke mindst et håndklæde (Især hvis man skal på Hitchhiker ferie). Nej der hvor jeg i år virkelig fandt manglerne var da jeg stod og lavede mad i køkkenet:

    • salt, peber, sukker, mel. Næsten ligegyldig hvad du skal lave af mad, så er det 99% sikker at du får brug for det, men ikke en naturlov at det findes i et sommerhus
    • Om planlægningen så kan det anbefales at lave en madplan for hele ugen. Om det så er en plan om at bestille mad hver dag, så er det en god ide med en plan. På den måde bliver det lettere at handle ind til det. Det er for resten også en god ide at handle mange af tingene på forhånd, da supermarkeder i sommerhusområder normalt ikke er specielt billige. Selvfølgelig er det også svært at slæbe mælk og rundtykker med til 10 personer i en uge. Du må lige selv opveje hvad der kan betale sig at slæbe med og hvad der ikke kan betale sig at tage med.
    • Toiletpapir og køkkenrulle, med mindre du har tænkt dig at holde dig i en uge.
    • Karklude og viskestykker. Af hygiejnehensyn mener jeg at man har et stk pr dag. Hvis man er mere end fem personer afsted er det nok en god ide med to pr dag, da brugen af.
    • Hvis der er opvasker, så er det også en god ide med opvaskemiddel til sådan en, plus salt og afspændingsmiddel, da dem der har været i sommerhuset før dig sikkert ikke har fyldt op med dette. Og en opvasker der mangler salt og afpænding er egentlig ikke ret effektiv. Hvis der ikke er opvasker er det nok en god ide med et viskestykke ekstra.
    • Nogle sommerhuse har også vaskemaskine. Hvis der er det, og du har ork på at vaske tøj i din sommerhusferie så husk sæbe hertil. Så kan man også spare lidt på tøjet/viskestykker/karklude.
    • Gulvglude: Huset skal gøres rent inden afrejse og hertil er gulvklude en god ting.
      Lidt rengøringsmidler. Du skal ikke have hele arsenalet af alverdens ting med, men universalrengøring, sulfo og toiletrens er en god ide.
    • Sølvpapir, husholdningsfilm og fryseposer. Til at pakke madrester i. Ja jeg går indfor at man ikke bare smider resterne ud selvom man er i sommerferie og har sendt forbrugerfornuften på ferie
    • Bagepapir. Det er ikke altid muligt at antage at bagepladerne er af teflon, og hvis de er, så er de ofte så ridsede at de ikke virker efter hensigten. Så bagepapir hvis du skal lave noget i ovnen og ikke vil bruge tid på at rense bageplader.
    • Køkkenknive. Nu har jeg lavet en del mad igennem tiden, og er åbenbart blevet lidt forvent til udstyret. Men i hvertfald er det superfrustrerende at lave mad med kun tre knive i forskellig størrelse, der alle har tilfælles at de er så sløve at det er tvivlsomt at de overhovedet kan betegnes som knive.
    • Bagegrej. Selvom det er ferie, så kan jeg godt lide at stå lidt tidligere op og bage frisk morgenbrød. Så derfor kan det blive aktuelt med en vægt og en pensel. (skåle der er brugbare til bagning er dog tilgængelige i et gennemsnitssommerhus). Alternativet til en vægt er: opskrifter med mål angivet i deciliter
    • Grydelapper. Hvis man ikke gider at bruge viskestykker. Der er dog 75% chance for at der allerede er grydelapper, men så også 25% chance for der IKKE er.
    • Termokande. Der er ofte en kaffemaskine, men ikke så tit er der termokander. Så hvis man synes det er fråds at holde kaffen varm på maskinen, så kan en termokande være aktuel.

    Hvem ved. Det kan være der kommer flere punkter næste år. 🙂

  • Opskrifter og opdateringer

    Det med at blive forældre er noget der tager mere tid end man regner med. Og den tid jeg bruger på Jonas går åbenbart fra bloggerkontoen.
    Men nu synes jeg lige der skulle bruges lidt tid på krok.dk.

    Det hele går slag i slag her. Jonas vokser og er glad og sund (lige på nær da han havde skoldkopper). Jeg er stadig glad for mit arbejde hos Stofa, så jeg regner ikke med at jeg går derfra lige forløbig :-).
    Og så er Sorgenfri sat til salg. Ja jeg er faktisk lidt ked af at skulle gå af med huset, men lige så passende det er for en ungkarl, lige så “for lille” er det for to voksne og en lille dreng med krudt i popoet. Så vi er ude og lede efter noget i Horsens, men lige gyldigt hvad vi finder, så er det et krav at Sorgenfri bliver solgt først, da vi ikke har råd til to huslejer. Så mangler du (eller kender nogen der mangler) et lille hus så er der et bud her: Salgsannonce.

    Til sidst så er der lige en lille opskrift: Brunsvigere.
    Til Sannes fødselsdag havde jeg lavet en brunsvigerkage med slik på. Det var et hit. Så derfor lovede jeg at skrive opskriften her på siden.
    Bunden:

    • 100 gram gær (2 pakker)
    • 5½ dl sødmælk
    • 100 gram smeltet smør
    • Hvedemel (til dejen har ca samme konsistens som bolledej)

    Fyld (sukkermasse):

    • 500 gram brun farin
    • 225 gram smør

    Fremgangsmåde:

    1. Rør mælk,gær og smør sammen. Tilsæt mel.
    2. Rul dejen ud i en bradepande, i et jævnt lag.
    3. Lav en masse fordybninger i dejen (lettest at bruge fingrene)
    4. Stil dejen til hævning mens du laver sukkermasse
    5. Smelt smøret og rør det sammen med brun farin
    6. Hæld brun farin ud ud over dejen
    7. Bag i 10-12 minutter ved 180° C Varm luft (til sukkermassen bobler)
  • Endnu en opskrift

    I lang tid har jeg prøvet at bage rugbrød, men det er aldrig blevet en videre success. Enten bliver det en tør omgang eller også så bliver det en tung omgang.
    Men nu tror jeg sgu jeg efterhånden har luret det. Jeg fik en opskrift af Pia (en af mine kolleger) og Peter (en anden kollega, der bor i USA) ville gerne være afprøve opskriften. Så her bringes opskriften, der venligst er leveret af Pia 🙂

    • 300 g knækkede rugkerner
    • 2½ dl vand
    • 25 g gær
    • 3½ dl kærnemælk
    • 1 spsk. Sirup
    • 1 spsk. Groft salt
    • 200 g rugmel
    • 200 g hvedemel
    1. Hæld rugkernerne i en skål og hæld kogende vand over. Lad kernerne stå ca. 1 time.
    2. Smuldr gæren i en røreskål, hæld kærnemælk på og rør gæren glat. Tilsæt sirup, salt og rugkerner.
    3. Her snød jeg og satte på køl natten over. Det blev det jo faktisk til surdej af. Men overnatningen i køleskabet er ikke en del af den officielle af opskriften.
    4. Rør dernæst rugmel og hvedemel i dejen til en tyk, grødagtig konsistens.
    5. Fordel dejen i to smurte 1 l forme og lad dem hæve til dobbelt størrelse et lunt sted. ca. 2 timer.
    6. Glat overfladen med lidt vand og bag rugbrødene ved 175 grader på nederste rille i ca. 1½ time. Her skal man lige være påpasselig. Allerede efter en time havde brødet en temperatur (kan man her tale om kernetemperatur) på 94°. Jeg hørte fra en erfaren rugbrødsbager at brødet burde være færdig, når kernetemperaturen er 90°. Så et stegetermometer  er nok bedre end et ur.
    7. Lad brødene afkøle lidt i formene, før de vendes ud og afkøler på en bagerist.

    Så er der lidt at gå i gang med hvis man har lyst til at bage brød.

    Hvis nogen prøver nogle afvigelser så stiller jeg gerne nedenstående kommentar felt til rådighed for dokumentation! 🙂

  • På den anden side

    Nu er det så sket…. Vi blev gift… 😀
    En lille beretning om dagen.

    Lørdag den 9 maj sagde Sanne og jeg ja til hinanden. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal fortælle om det. Jeg tror, jeg tager det skridt for skridt.

    Fortællingen starter fredag kl 20.30, hvor vi fik udleveret nøglen til
    “Gården” hvor vi skulle holde festen. Det var sååå skønt, at det kunne
    lade sig gøre. For ellers skulle vi faktisk først have fået nøglen
    lørdag kl 10.00, så vi kun havde ca 2 timer til at stille op i. Så altså
    mindre stress… Dem, der har prøvet at blive gift, vil sikkert give
    mig ret i, at det klart er at foretrække dagen før dagen! 😉

    Men vi (mine forældre og Sannes forældre plus Lene, Rikke og Rasmus,
    sanne og mig selv) fik stillet borde op og rullet duge på. Her viste
    det sig jo, at vi havde glemt adskillige ting. Nogle servietter og så
    var der ikke termokander og bestik nok, så det måtte vi jo køre
    efter. Videre med tallerkner, glas, nogle servietter som min far
    havde foldet til nogle fine kuverter og nogle blomsterdekorationer som
    min mor havde stået for at lave. Da klokken var 22.30 aftalte vi, at
    Sanne og jeg kørte hjem for at få noget søvn, for vi var i grunden ved
    at være godt brugte. Ikke mindst fordi vi havde været til konfirmation den samme eftermiddag.
    Kl ca midnat blev jeg vækket af mine forældre, der kom for at
    aflevere nøglen til Gården. Da jeg lukkede døren, spurgte de om jeg
    ikke lige kunne lade lyset brænde udenfor… hoho… så kunne jeg jo
    godt gætte, hvad der var under opsejling… Ganske rigtigt. Da jeg stod
    op, var der monteret et styk æresport uden for døren.

    Vi kom i bad og spiste morgenmad, mens vi gav hinanden en morgengave.
    Jeg har aldrig helt fået undersøgt, om det er meningen, at man får det
    om morgenen på bryllupsdagen eller først dagen efter, men det er også
    lige meget, for vi vidste sådan set godt, hvad det var. Nemlig en
    slipsenål til mig og en fin halskæde til Sanne. Så det lå lidt i
    kortene, at vi fik dem på selve bryllupsdagen, uanset traditioner.
    Herefter gik dagen slag i slag: køre Sanne til frisør, vaske bil, få
    hængt bordplanen op (som jeg ikke fik gjort fredag), hente sanne igen,
    hente brudebuket, køre sanne hjem til tøjskifte, selv køre hjem til
    mine forældre og skifte til det fine tøj og så køre ned til kirken. Og
    BANG… her går tiden i stå…. jeg var ved kirken ca. 1215. Gæsterne
    begynder at komme så småt og jeg står og tager i mod dem. Men daaaang,
    hvor går tiden langsomt. I løbet af et par minutter havde jeg vist
    telefonen oppe af lommen ti gange for at se, hvad klokken var. Kl ca
    12.40 er min far ankommet og han foreslår, at vi går ind og sætter os.

    Så i 20 minutter sidder jeg her og venter, mens jeg kan se de sidste
    folk finde sig en plads i kirken. Klokkerne begynder at kime, præsten
    ankommer og jeg får hilst på ham. Klokkerne holder op med at kime. Der
    bliver stille. Orgelet begynder at spille, døren går op, alle rejser
    sig og ind kommer Sanne, ført af hendes far Einar.
    Her bliver jeg godt nok lidt rørt og fælder en lille tåre. For hold da
    op, hvor er Sanne flot… ja smuk er vel det bedste udtryk… Og lige
    om lidt er hun min kone 🙂
    Vi synger en salme (”I østen stiger solen op”), præsten læser lidt op
    (mener det er fra Det gamle Testamente), vi synger en salme mere (”I blev
    skabt som mand og kvinde”)… og så er det nu… Vi rejser os op og
    stiller os med front til præsten. Og han holder en lille tale. En god
    tale, en let humoristisk tale. Og til sidst tilspørger han os begge om
    vi vil have hinanden. Vi siger begge ja! To gange! 😉

    Så troede vi jo lige, at vi skulle synge en samle mere. Men her havde
    mine forældre lige planlagt en lille overraskelse, for i stedet for
    var der en fra Hørning kirkes kor, der sang en sang: ”Love changes
    everything”.
    Så er der to salmer mere (”Dejlig er jorden” og ”Det er så yndigt at
    følges ad”). Ceremonien er forbi. Sanne og jeg rejser os og begynder at gå
    ud, mens der blev taget masser af billeder. Og nu kommer det seje.
    Lise står med et stykke papir, hvor der står, hvad klokken er….
    Gæt… 1337!!! Det er satme sejt! 😀
    Udenfor står Ole Nissen og tager billeder af os… Så nu er vi også
    officielt foreviget. Uden for kirken holder der hele to kæmpe
    amerikaner slæder. En Ford Mustang fra 1965 og en anden en jeg aldrig
    fandt ud af, hvad var for en. Det var Affer, der var kommet i den.
    Vi hopper i Forden, som kører os til gården.

    Vi havde regnet med, at vi var nogen af de sidste, der ankom til Gården,
    så min far havde fået ansvaret for nøglen. Men der gik kuk i et eller
    andet, så vi var faktisk de første, der ankom, og mine forældre var
    nogen af de sidste. Så vi måtte stå lidt og vente. Men inden for kom vi
    da, og så var der velkomstdrinks, en lille velkomst fra mig… og
    gaver… især gaver… hold da op. Jeg havde regnet med en god stak
    gaver, da der var 45 gæster. Men for pokker da… Det var helt vildt.
    Tusind tak for gaverne alle sammen 🙂

    kl 15.30 ankom maden. Pigerne, der serverede fik anrettet forretten
    og jeg fik sagt værsgo til folk, og folk gav sig i kast med noget
    lækkert kyllingesalat.

    Så kom der en tale. Det var Einar og Marie (Sannes forældre), der
    talte. Einar til Sanne om, hvordan hun passede kat som barn, og Marie
    til mig om, at ‘nu har du ansvaret Lenny’ (Yikes). Tak for den fine
    tale 🙂

    Videre til hovedretten. Det er her, det begynder at gå op for mig, at vi
    måske har bestilt liiiiidt for meget mad til folket. Der var okse
    tyndsteg, indbagt svinemørbrad og kalkunbryst, med salat kartofler og
    tomattærte til. Selv da vi stort set var færdige med at spise og der
    blev fyldt op på buffetbordet en sidste gang, var der så meget mad, at
    man stort set ikke kunne se, at der var blevet taget noget.
    Under vejs holdte jeg så også en tale. Jeg havde på forhånd prøvet at
    udtænke en kløgtig tale, men jeg synes ikke rigtig, jeg kunne finde på
    noget uden, at det kom til at lyde enten plat eller kliche agtigt. Så
    et par dage før besluttede jeg mig for: improvisering.
    Men jeg benyttede talen til at sige tak (selvom man også her kan tale
    om kliche). Tak til folk, fordi de var kommet, tak til folk, der havde
    hjulpet os med at få stablet brylluppet på benene. Tak til mine
    forældre for at være to dejlige forældre. Tak til Sannes forældre,
    fordi de havde taget så godt imod deres nye svigersøn. Og tak til
    Sanne. Jeg var lidt i tvivl, om man kan sige “tak fordi du vil gifte
    dig med mig”. Men det var i hvertfald det, jeg sagde til hende. 🙂
    Jeg sagde også: “Ja Sanne, du har sagt til mig, at hvis jeg ville holde
    en tale, så måtte jeg ikke sige jeg elsker dig, for så ville du
    begynde at tude. Men jeg tænkte så, hvis jeg ikke kan sige, at jeg
    elsker dig på vores bryllupsdag, så ved jeg ikke, hvornår jeg skulle
    kunne sige det. Så jeg vil sige, at jeg elsker dig meget meget højt”.
    Hvis Sanne begyndte at tude, så skjulte hun det i hvertfald meget
    godt, for jeg så i hvertfald ingen tårer! ;).

    Og det gik hen og blev tid til desserten. En lækker chokoladekage med
    Daim is…. hot dang det var godt. Det blev godt nok kun til et stykke,
    for to stykker havde været alt alt for tungt.

    Så blev det brudgommens far – det vil sige min fars tur til at holde en
    tale. Han talte lidt om den gang, jeg havde købt Sorgenfri, og lidt om
    hvordan de havde oplevet at få Sanne ind i deres hverdag. Også mange
    tak til min far for talen.

    Herefter begyndte festen sådan lidt at blive mere afslappet og
    folk blandede sig lidt sammen. Kenni, der havde fået et par øller eller 3,
    og Affer holdt en lille tale/fortælling om et par historier, der ikke
    var så mange, der kendte. Blandt andet en gang, da jeg på skibet i en
    brandert havde været ude og lede efter min computer i – som Affer
    udtrykte det – bar røv og dolk. Jeg husker skam godt, at jeg var ude og
    lede efter computeren, men jeg mindes nu også, at jeg dog havde
    boksershorts på! 😉

    Et af aftenens højdepunkter var vel brudevalsen. Og den skulle hverken
    vi eller vores gæster da snydes for. Så Sanne og jeg havde øvet os en
    del på forhånd. Sanne har jo fået dansen ind med modermælken, så det
    ville nok være mere korrekt at sige, at jeg havde øvet mig med Sanne som
    instruktør. Og vi fik valset – og jeg mindes ikke, jeg fik trådt Sanne
    over tæerne.
    Og så var der jo bryllupskagen. Hold da OP, hvor en stor kage vi havde
    fået os – og nøøj hvor var den lækker! Det var sådan en med
    jordbærcreme agtigt noget med marcipan over. En lille detalje var, at vi
    havde købt den hos Guldbageren, og der får man jo de, der musemønter,
    når man handler, så vi fik intet mindre end 75 musemønter med os hjem.
    Så nu er der da nok til en lille guldbagerbamse til vores søn.
    Resten af aftenen var som…. Ja som en fest af den slags er… Det
    var hyggeligt, folk begyndte stille og roligt at drysse hjemad. De
    fleste nåede også lige at få natmad/skub-af-mad med på vejen. En
    lækker aspargessuppe. Og igen igen kunne man sige, at der var alt alt
    alt for meget mad. Vi havde fået 5 spandfulde suppe og vi fik kun
    spist den ene.

    Til sidst kom det mindre hyggelige. Oprydningen! Men vi var en del,
    der tog ved. Fire ude i køkkenet og nogle stykker til at rydde salen.
    Så på hvad jeg synes lignede rekordtid, fik vi taget det hele og det
    hele var i samme stand som da vi ankom. Sanne blev fragtet hjem, da
    hun til sidst var lige ved at kolapse af træthed. Jeg selv blev og kl
    01.20 kørte jeg som den sidste fra Gården. Nogen ville måske have ment,
    at jeg skulle være taget hjem sammen med Sanne, men jeg ville
    simpelthen have haft det så dårligt med at efterlade vores gæster med
    oprydningen.

    Men alt i alt havde vi en super super super dejlig dag og vi er begge
    blevet enige om, at vi på ingen måde kunne have ønsket os et bedre
    bryllup. Så tusind tak til alle dem/jer, der var med til at fejre vores
    bryllup. 🙂

    Det var sådan ca. beretningen om vores bryllupsdag

  • Der sker generelt for lidt

    Det er ikke vildt hvad jeg får skrevet på krok.dk for tiden. Jeg ved ikke helt hvorfor, for jeg synes da ellers at der sker nok både med job, og med det private, med sannes graviditet og alt muligt. Måske er det fordi der sker så meget at jeg ikke lige kan overskue at også skulle skrive og PodCaste om det. For KrokCast går det også ret trægt med. Måske man skulle tage sig sammen og få lavet et afsnit 🙂
    Men her er der da lige lidt status på hvordan det går:

    1. Jobbet: Det går rigtig godt. Jeg har nu været ansat ved Stofa i lige godt 9 måneder. Og dang jeg har lært meget på de 9 månder. Men det der er så dejlig skønt ved det hele er at jeg stadig kan blive ved med at lære nyt i lang tid endnu. Der er varienrede opgaver og et passende ansvar for opgaverner. Gode og hyggelige kollegaer. Så uden at tøve kan jeg godt sige at mit job hos Stofa er det bedste jeg har haft. 🙂 (fuck jeg lyder som en fedterøv, men det passer nu altså).
    2. Privatlivet: Det går også rigtig godt. Sanne og jeg skal jo giftes den 9. Maj i år. Så vi bruger lidt tid på at planlægge hvordan det skal gribes an, inden for det budget vi har at arbejde med. Og så skal jeg jo til at være far. Sanne er sat til den 31 juli. Så må vi jo se om det bliver en pige eller dreng. Egentlig er vi lige glade, bare det bliver et barn! ;-). Svigermor er for resten begyndt at strikke. Det er så sødt af hende 😀
    3. Sorgenfri: Jeg synes der er mange hængepartier, og ting der burde laves, og ting der kunne laves. Jeg ville gerne have bedre isolering af badeværelset, jeg ville gerne have gjort noget ved vinduerne, der er af ældre dato. Og så er det ved at være 5 år siden (ja jeg har boet her i 5 år), der blev malet, så det trænger også lidt.
    4. Vægttabet: Jeg ligger og vipper med en morgenvægt på 94-95 kg. Så det ligner en stabil vægt, og med et udgangspunkt på ca 102 kg i August, så er det sgu da egentlig meget godt. Jeg er glad for ikke at være i 0.1 tons klubben. Men det fysiske arbejde i form af løb og træning er jeg godt nok en spasser til. Jeg har ikke andet end dårlige undskyldninger, men de vejer åbenbart nok til at jeg aldrig kommer ud og løbe. Det sker at jeg bruger lidt tid på Wii i træningsrummet hos Stofa

    Så sådan ser det ud herfra… 🙂

  • En mangelvare

    Hvad skal vi have og spise i morgen?
    Det er et spørgsmål jeg stiller Sanne og mig selv. Jeg er jo ikke den mest kræsne, så det er primært Sannes smagsløg, der præger svarets udfald.
    Forleden var svaret: “Boghvedegrød”. Fint fint. Det tager vi. Men til sådan noget grød skal man jo bruge forskellige ingredienser. Herunder sødmælk og ….. *tam tam tam* …. Boghvedegryn. Begge ting var ikke at finde i vores udvalg af friske råvare, så jeg ville dagen efter køre forbi Stilling Brugs på vej hjem fra arbejde. Og det er præcis hvad jeg gør.
    Jeg går i brugsen og finder mælken. Men da jeg når til gryn-afdelingen, går møllen i stå. De har havregryn og byggryn, men ikke noget boghvedegryn. Jeg leder og leder, men finder ikke noget. Jeg får fat i en medarbejder og spørger om hvor de mon gemmer boghvedegryn. Efter 5 minutters leden, to telefon opkald, og en tur ud på lageret må den hjælpsomme ungarbejder meddele at de IKKE har nogen boghvedegryn på lager.
    Nå, jamen det er der jo ikke noget at gøre ved. Jeg beslutter at give Brugsen i Hørning, der ligger ca 5 km væk, en chance. Det er en større Brugs, og de plejer altid at have sådan noget. Men efter at være ankommet til Hørning og gået lidt rundt i butikken måtte jeg sande at der heller ikke var nogen gevinst i denne butik. De havde faktisk mindre udbud i gryn, da de ikke en gang har byggryn.
    Da jeg kommer ud af brugsen tænker jeg at jeg som sidste mulighed vil slå et smut forbi fakta, der ligger over for Brugsen i Hørning. Og tænk sig… af alle steder … i Fakta … havde de sørme heller ikke boghvedegryn.
    Jeg greb mobilknoglen og ringede hjem til Sanne og meddelte at boghvedegryn åbenbart er en mangelvare, og hvad hun gerne ville have i stedet for. Jeg fik så nævnt at de i Brugsen i Stilling havde byggryn, så det besluttede vi at lave i stedet for. Så ud i KrokMobilen, og så tilbage til Stilling, hvor jeg til sidst fandt byggryn, hvorefter jeg kunne køre hjem til Sanne så vi kunne få lavet en portion grød.
    Der var dog nogle rester fra to dage i forvejen, som gerne skulle spises, så jeg tog en omgang rodmek rester, og Sanne fik en portion byggrød.

    Er boghvede gryn mod ved forsvinde fra markedet. Er der en fejlstået høst af boghvede? Eller har udbudet overhalet efterspørgelsen, og markedet for boghvede er kolapset?
    Jeg ved det ikke, men vi blev mætte, og det er vel det vigtigste 🙂